»Det er skræmmende.« Byrådsmedlem Ib Rasmussen er udsat for dødstrusler. Toppolitikeren, der for kort tid siden krævede en somalisk pige tvangsundersøgt efter mistanke om omskæring, fik det uhyggelige budskab i en hotmail.

Den forsøger politiets computer-eksperter nu at spore tilbage til afsenderen, fordi man betegner sagen som meget alvorlig. Ikke mindst fordi gerningsmanden formentlig skal findes blandt somaliske muslimer, som er rasende på Ib Rasmussen.

Den tidligere socialdemokratiske rådmand, der nu er formand for børn- og ungeudvalget i Aalborg, har nemlig offentligt forsvaret sin beslutning om tvangsundersøgelsen.

Og han har gang på gang fortalt, at han næste gang gør nøjagtig det samme, hvis myndighederne får mistanke om, at en pige er blevet ulovligt omskåret.

Trusselbrevet, som han modtog forleden, er underskrevet »Mohamad Arafat«, som formentlig kun er et dæknavn. Han skriver på gebrokkent dansk:

Hvad har du gjort med somaliapige det er overgrib så det kan vi ikke Accepteret på den måde, eller så få du problem med dit liv. Pas på dig selv.

»Det må opfattes som en klar trussel. Men brevet er vanskeligt at spore,« erkender kriminalinspektør Ole Christensen, der i øjeblikket kun kan oplyse, at brevet kommer fra en gratis hotmail-adresse: abujihaad@hotmail.com.

»Det er meget ubehageligt, at blive udsat for den slags trusler. Uanset om de er alvorligt ment, eller om det bare er dumme drengestreger,« siger byrådsmedlem Ib Rasmussen, hvis kone er mest utryg ved situationen. Familien får nemlig også stribevis af ubehagelige telefonopringninger fra mennesker, som anonymt tilsviner hendes mand.

»Det værste er, at man aldrig kan være helt sikker på, at det bliver ved truslerne. Måske slår det klik for en eller anden galning, som gør alvor af dødstruslen,« siger Ib Rasmussen, som kalder den form for »politisk debat« for meget udemokratisk og udansk.

Han holder samtidig fast i sin ret - og pligt - til at beskytte piger mod voldelige overgreb og vil derfor aldrig undlade at få piger tvangsundersøgt, hvis der er mistanke om, at forældrene har fået dem omskåret.

»Det er svært at tro, at der kun er tale om grove drengestreger. Indholdet peger mest på en nydansker. Vedkommen har i hvert fald hverken styr på gramatikken eller det danske sprog,« siger byrådsmedlem Ib Rasmussen.