En lille pige på to år kom i weekenden til skade, da hun kom i kontakt med en syreholdig væske på en legeplads.

Nu kommer politiet med en kontant appel til forældre og en kraftig advarsel:

»Tal med jeres børn om farerne ved syrebomber.«

Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Sydøstjyllands Politi i kølvandet på weekendens hændelse, der fandt sted på legepladsen på Plougslundvej i den sydjyske by.

I pressemeddelelsen oplyses det, at man på det seneste har haft flere tilfælde af hjemmelavede syrebomber i Billund-området – og man formoder, at det med al sandsynlighed var væsken fra en sådan syrebombe, som en toårig pige kom i kontakt med lørdag eftermiddag, hvorefter hun kom lettere til skade.

Politiet anser hændelsen for at være alvorlig, selvom man ikke formoder, at der var tale om en handling, hvor formålet var bevidst at skade pigen eller andre.

Derimod formoder politiet, at formålet alene har været, at det skulle »skabe et højt brag«, forklarer politikommissær Brian Kristiansen, der er leder af Nærpolitistationen i Grindsted fra Sydøstjyllands Politi.

Der er blandt andet set eksempler på den slags på de sociale medier, hvor lukkede plastikflasker med syreholdig væske eksploderer og giver et ordentligt brag, oplyses det.

Men mens det måske kan se sjovt ud på en video, når syrebomben springer i luften, er virkeligheden en anden, lyder det fra politiet.

»Selvom det kan se harmløst og sjovt ud på sociale medier som TikTok, så kan syrebomber være aldeles farlige i virkeligheden,« siger politikommissæren.

Derfor advarer Sydøstjyllands Politi nu »på det kraftigste« mod at eksperimentere med hjemmelavede syrebomber og appellerer derudover til forældre om at tale med deres børn om farerne ved at lave syrebomber.

»Udover at det kan være en overtrædelse af straffeloven, så kan det også være meget farligt og medføre, at folk kan komme alvorligt til skade,« siger Brian Kristiansen.

I forbindelse med hændelsen på legepladsen lørdag har politiet modtaget oplysninger om, at der mellem klokken 14 og 15 lød et højt brag i området, ligesom der blev set to drenge på stisystemet omkring legepladsen.

Politiet understreger, at man ikke ved, om de to drenge har forbindelse til hændelsen, men man vil gerne i kontakt med dem – og med andre, der har oplysninger om sagen.

Den ene dreng beskrives som lys i huden, dansk af udseende, 12-15 år, med mørt hår, mellem 160 og 180 centimeter høj og med almindelig kropsbygning.

Han medbragte en cykel og bar en rulle alufolie.

Den anden dreng beskrives som mørk i huden, asiatisk af udseende, 12-15 år, med mørkt hår, mellem 160 og 180 centimeter høj og med almindelig kropsbygning.

Han var iført en jakke – formentlig med orange farve i kraven – og bar to sodavandsflasker i plast, oplyser politiet.

Har du oplysninger i sagen, beder politiet om, at du ringer på telefonnummer 1-1-4.