John Byrialsens stutteri i Skals ved Viborg bliver lige nu undersøgt af Fødevarestyrelsen og politiet.

Det bekræfter vicepolitikommissær ved Midt- og Vestjyllands Politi, Poul Østergaard, over for bt.dk.

- Efter de oplysninger, der er kommet frem om John Byrialsens stutteri i Polen, er det logisk, at vi tager på kontrolbesøg hos ham i dag. Både vi i politiet og Fødevarestyrelsen ved jo godt, at han har et stort stutteri med mange heste, siger Poul Østergaard, og tilføjer, at lokalpolitiet i Viborg også har fået flere borgerhenvendelser om stutteriet i Skals.

Politiet og Fødevarestyrelsen har været til stede på stutteriet siden middagstid og ved endnu ikke, hvor længe besøget kommer til at vare. Poul Østergaard oplyser, at de udsendte medarbejdere har adgang til hele stutteriet, og at det derfor vil blive gennemsøgt grundigt.

- Fødevarestyrelsen og politiet har jo forskellige kompetencer i sådan et tilfælde. Det er eksempelvis politiet, der skal gå ud med et pålæg, hvis vi konstaterer, der er forhold, som skal rettes op på øjeblikkeligt, siger vicepolitikommissæren.

BT afslørede mandag de kummerlige forhold, hestene på John Byrialsens polske stutteri lever under.

John Byrialsen har fået fjernet 64 heste ud af cirka 240-270 heste fra det polske stutteri.

Sagen har vakt stor opstandelse i det danske ridemiljø, hvor John Byrialsen har været et kendt ansigt i årtier. Også i Polen, hvor Byrialsen overtog stutteriet for nogle år siden, har sagen sendt chokbølger gennem hesteverdenen.

BT følger sagen og opdaterer løbende. Ved du noget? Skriv til BT på 1929@bt.dk