En 53-årig mand er blevet indlagt på Rigshospitalets Traumecenter, efter at han tidligt i morges blev overfaldet og slået i hovedet med en stump genstand.

Overfaldet skete på Holdkærs Ager nær Kongelundsvej i Kastrup på Amager.

- Manden blev fundet af en forbipasserende, som slog alarm kl 5.40. Da gik manden rundt og var helt fortumlet. Han sagde, at han var blevet slået med en kølle eller et baseballbat, men det er det eneste vi ved på nuværende tidspunkt, siger den centrale efterforskningsleder Lars Feldt-Rasmussen.

Manden har en stor fordybning i tindingen og blødninger i hovedet, og hans tilstand betegnes som kritisk.

Politiet ved ikke, hvor længe manden har gået rundt, inden han blev fundet, og vil meget gerne høre fra folk, som kan have set noget.

Københavns Politiet kan træffes på 33 14 14 48