En 24-årig tidligere syrienskriger er i et grundlovsforhør ved Retten i Holbæk blevet varetægtsfængslet frem til 9. februar i en sag, der er totalt mørkelagt af myndighederne.

Således foregik grundlovsforhøret for dobbelt lukkede døre, hvilket betyder, at offentligheden ikke kan få at vide, hvad han er sigtet for.

Manden blev anholdt i torsdag eftermiddag i Østjylland. Ifølge flere medier meldte han sig selv til politiet.

Torsdag lagde Retten i Holbæk også lokaler til et grundlovsforhør, hvor en kun 15-årig pige blev varetægtsfængslet frem til 9. februar. Også dette grundlovsforhør foregik for dobbelt lukkede døre.

Både pigen og manden skal sidde i isolation frem til 26. januar.

Politiet har absolut intet villet oplyse om sagen, men ifølge TV2 er pigen sigtet for at billige terror og for at have været i besiddelse af sprængstof, og noget kunne tyde på, at politiet venter flere anholdelser i sagen.

I hvert fald lykkedes det anklager Peter Ahleson at overbevise dommeren om, at fredagens grundlovsforhør skulle foregå for dobbelt lukkede døre af hensyn til politiets efterforskning, da der kan være flere mistænkte på fri fod. Det oplyser flere medier.

Sagen startede onsdag, da politiet sammen med blandt andre hærens ammunitionsryddere ransagede pigens hjem i Kundby ved Holbæk. En mand i bombedragt blev set, da han bar en kasse ud af huset.

Politiet har ikke villet oplyse, hvad man fandt under ransagningen.

Den danske pige er konverteret til islam, og ifølge flere medier har hun på de sociale medier udtrykt sympati for hellig krig.

På de sociale medier har hun kaldt den 24-årige "min bedste ven". Ifølge flere medier er der tale om en mand, som har været i Syrien og lært at håndtere våben. Flere steder på nettet poserer han i uniform og med våben i hånd.

Desuden skal han på sine tidligere sociale profiler have opfordret til hellig krig, jihad.