Han har ikke længere de samme kort på hånden.

Efter sin tjans som landstræner for kvindelandsholdet i håndbold står Klavs Bruun Jørgensen efter eget udsagn svækket i forhold til at søge job i herrehåndverdenen.

Det fortæller han til TV2 Sport.

»Hvis jeg skal kigge på et job i herreverdenen, så er mit navn svækket. Der er ingen tvivl om, at fire og et halvt år på damesiden ikke gør noget godt for dig på herresiden,« siger Klavs Bruun Jørgensen til mediet.

Klavs Bruun stoppede som landstræner for kvindelandsholdet efter VM-nedturen i december 2019. Det gjorde han efter fire et halvt år i spidsen for kvinderne, hvilket kastede fem slutrunder af sig.

Inden sin tid som landstræner for kvinderne havde Klavs Bruun Jørgensen udelukkende stiftet bekendtskab med herrehåndbold.

Han fortæller til TV 2 Sport, at han har lært utrolig meget i sin tid som landstræner, og at hans ønskescenarie er at komme tilbage til klubhåndbolden, hvad enten det er på herre- eller damesiden. Her er en dansk klub det mest sandsynlige, fortæller han.

Efter hans exit fra landstrænersædet udtalte han i et stort interview med B.T., at han skulle have været mere brutal i starten af sin landstrænerkarriere, der bød på masser af drama.

»Jeg skulle have været mere brutal i starten. Det stod så sløjt til med opførslen og respekten omkring ting. Når man eksempelvis nede i Nykøbing tillader en sponsor at stå på direkte tv og svine landstræneren til… Det var fuldstændig sindssygt.«

Sponsorens skideballe kom sig af, at Klavs Bruun Jørgensen havde fravalgt Mette Gravholt til en landsholdssamling, fordi hun ifølge den nu tidligere landstræner »opførte sig skidt og trådte ved siden af«.

»Der ærgrer jeg mig over, at jeg ikke gik i krig og sagde, at 'nu lukker du røven, du har ikke forstand på det her. Pas din forretning, så passer jeg mit arbejde her'. Så jeg skulle nok helt generelt have ryddet op noget tidligere. Selvom jeg egentlig synes, jeg gjorde det hurtigt.«

Manden, der overtager landstrænersædet fra Klavs Bruun Jørgensen, er Jesper Jensen, der også er cheftræner i Team Esbjerg.