Landstræner Gudmundur Gudmundsson er mere tilpas og afslappet, mener de danske landsholdsspillere. Det er han enig i.



Med en kop espresso i hånden gik landstræneren rundt blandtjournalisterne med et smil på læben til torsdagens pressemøde. Selvom trætheden er tiltagende, har Gudmundur Gudmundsson overskud i sin ageren med både medier og spillere.

Er du blevet mere tilpas i rollen?

»Ja, det er jeg måske,« siger han med et smil.

Hvordan?

»Jeg føler mig godt tilpas. Selvom der er blevet skrevet andet, som jeg aldrig kunne forstå. At jeg ikke havde et godt forhold til spillerne, det har jeg altid haft. Jeg har lært dem at kende, og de har lært mig at kende. Vi ved mere om hinanden. Jeg tror, det er en naturlig udvikling.«

Har det givet dig en ro, at du ved, at du ikke er landstræner længere end til sommer?

»Nej, det tror jeg ikke. Jeg tror ikke, det har ændret noget for mig eller dem. Vi har bare udviklet vores samarbejde. Jeg ved mere om dem – og hvordan vores samarbejde bedst fungerer.«

Men er du bevidst om, at du virker mere afslappet?

»Ja, det er jeg. Jeg er altid under et kæmpe pres. Det er sådan, jobbet er. Jeg er meget fokuseret på det hele, der er intet ændret. Til gengæld synes jeg, at det også var sådan under OL. Jeg var selv meget tilfreds med min præstation under kampene.«

Spillerne synes, de får lov til lidt flere input – især under timeout – hvorfor?

»Ja, det synes jeg, er dejligt. Det har jeg også gjort i min tid i Rhein-Neckar Löwen. Jeg vil gerne lytte til spillerne, men det er også begrænset, hvordan man går ind i det. Man snakker lidt og hører lidt, og det er vigtigt at få input engang imellem. Men det er ikke altid sådan.«

Danmark spiller mod Qatar 20.45 i aften. Et opgør, du kan følge her på bt.dk.