Med hjælp fra 5,5 millioner kroner og den tidligere toptræner Erik Rasmussen jagter Vendsyssel oprykning.

Hjørring. Vendsyssel FF opruster sin sportslige organisation forud for forårets oprykningskampe i 1. division.

Den tidligere superligatræner i FC Midtjylland og AGF Erik Rasmussen bliver tilknyttet nordjyderne i en nyoprettet funktion som formand for den sportslige ledelse.

Det skriver klubben i en pressemeddelelse.

- Jeg er stolt over at være tilbage i dansk fodbold og at have fået mulighed for at være en del af den fremtidige sportslige ledelse i Vendsyssel FF.

- Jeg tror på, at vi kan skabe et unikt fodboldmiljø på højeste niveau med fokus på udvikling af unge talentfulde spillere fra såvel ind- som udland, siger Erik Rasmussen.

Klubbens nye målsætning er at rykke op i Superligaen inden for to og et halvt år, lyder det.

Det er en ny investorkreds, som fører til oprustning i Vendsyssel. Investorerne har lagt 5,5 millioner kroner mod at få indflydelse i klubben.

Det er den professionelle investor Lars Thuesen, biotekforsker Henrik Rasmussen og administrerende direktør Jacob Andersen, der har lagt penge i klubben. De indtræder alle tre i bestyrelsen.

Ændringerne får ingen betydning for cheftræner Joakim Matsson eller sportschef Jakob Krüger, der begge fortsætter i sine nuværende stillinger.

Vendsyssel ligger nummer to i første division med samme antal point som topholdet Hobro.

Vinderen af rækken rykker direkte op i Superligaen, mens nummer to og tre skal spille playoffkampe mod Superligaens nummer 12 og 13 om to pladser i Superligaen.

I 2010 blev Erik Rasmussen fyret efter AGF's anden nedrykning på fire år. Siden var han kortvarigt træner i Greve og ekspertkommentator på tv. Han har også helliget sig jobbet med at drive et fodboldakademi i Sierra Leone.

Som aktiv fodboldspiller havde han mest succes i Brøndby. I den periode opnåede han to landskampe i den kiksede kvalifikation til EM i 1992.

Gennem flere perioder spillede han med stor succes indendørs fodbold i USA. På grund af sin gode teknik blev han døbt "The Wizard", men på dansk er han ofte refereret under kælenavnet "TryllErik".

/ritzau/