Kasper Hjulmand, cheftræner i den tyske Bundesliga-klub Mainz, blev i ugens løb fremhævet af landstræner Morten Olsen som et oplagt bud på en kommende landstræner.

- Jeg håber, det bliver en dansker. Vi behøver ikke at søge uden for landets grænser, fordi vi har gode trænere. Som sagt - en af dem er Kasper Hjulmand. Jeg stoler fuldt ud på ham i forhold til at overtage dette job, lød det fra Morten Olsen, der har kontrakt med DBU til og med EM-slutrunden 2016.

42-årige Hjulmand gjorde FC Nordsjælland til danske mestre og har siden imponeret i spidsen for Mainz, der indtager en øjeblikkelig ottendeplads i Bundesligaen. Her forholder han sig til Morten Olsens udmelding og sin status som en stærk landstræner-kandidat.

- Det er jeg selvfølgelig stolt af. Men jeg vil først og fremmest sige, at vi har en fremragende landstræner, der gør et rigtig godt stykke arbejde. Hvis du ser på, hvor lang tid I har skrevet om Morten Olsens afløser. Det er rigtig, rigtig lang tid.  Man burde allerede nu give ham kredit for alt det, han har betydet for dansk fodbold, for landsholdet og senest for de spillere, der tog til Serbien og gjorde et godt stykke arbejde. Helt ærligt, jeg kan ikke tænke på alt muligt andet end Mainz. Jeg kæmper og gør alt, hvad jeg kan for den her klub, og tænker ikke to tanker om, hvad jeg skal om et halvt år. Det nytter ikke noget i det her job.

Kan man virkelig lade være med at tænke over det, når Morten Olsen selv går ud og fremhæver en som et godt bud på en afløser?

- Det gør indtryk, når Morten siger ting til mig. Men betyder det, at jeg skal være den næste landstræner? Nej, det gør det ikke. Det fylder ikke noget hos mig overhovedet. Jeg har rigtig meget at lære endnu, og jeg føler, jeg arbejder godt hver eneste dag på at dygtiggøre mig. I det her job kan man ikke lave karriereplanlægning. Der sker alt for mange ting. Jeg fokuserer 100 procent på det, der er foran mig og så må vi se, hvad fremtiden bringer.

Vil du overhovedet være klar til at forlade klubfodbold? Eller er det et dumt spørgsmål, når vi taler om landstrænerposten?

- Uanset om det er klub eller forbund, er det gode projekter, der tænder mig. Hvor man får samlet et ambitiøst projekt, hvor man skal vinde noget, der er mere end det, man kan forvente. Det kræver et ambitiøst projekt med den rigtige type ledelse og de rigtige mennesker omkring. Det kan være, hvad som helst. Lige nu er det her det rigtige projekt, og jeg ser ikke længere end det.

Men hvis jeg spørger dig direkte. Er landstrænerposten en ambition for dig?

- Jeg har ikke ambitioner om et bestemt job. Jeg har ambitioner om at gøre det så godt, jeg kan lige nu og her.

Kasper Hjulmand har kontrakt med Mainz frem til sommeren 2017.