Nicklas Bendtner erkender, at hans opførsel ikke altid har været pletfri. Men han vil samtidig anerkendes som andet og mere end en fodboldspiller med en række uheldige episoder i nattelivet på samvittigheden.

- Jeg er klar over, at jeg har kvajet mig hist og her, og er da oprigtig ked af, hvis folk har følt sig stødt eller ser mig som noget, jeg ikke er, siger Nicklas i et interview med drengebladet SB Street Boys.

Nicklas Bendtner har siden sin sidste eskapade i Københavns natteliv, hvor han i beruset tilstand skulle have opført sig truende over for en taxi-chauffør, ikke været udtaget til Arsenals kampe. Arsenal røg samme aften ud af Champions League, og Bendtner havde ikke fået lov til at tage til København, så det vakte naturligt nok manager Arsene Wengers vrede, da han kunne læse om spillerens københavnske bytur, som var kørt af sporet.

Til sommer står den danske angriber uden kontrakt, og det er stadig et åbent spørgsmål, hvem der vil skrive under med en spiller, som alt for ofte skaber overskrifter med sin opførsel uden for banen.

Selvom han erkender, at han ikke er fejlfri, så mener Nicklas Bendtner stadig, at det billede, som medierne giver af ham, er ude af trit med den virkelighed, som han selv kender.

- Jeg er også andet end en fodboldspiller, og det ville glæde mig, hvis man kunne anerkende mine nuancer en smule mere, siger Bendtner til bladet, der udkommer torsdag.

Det er langt fra første gang, at Nicklas Bendtner forsøger at give sit image nogle plus-point ved at tale ud om sine problemer. Således har han tidligere både givet store interviews til Ekstra Bladet og Berlingske Tidende, og han har i flere omgange fastslået, at han nu var blevet et andet og mere modent menneske.