AF BIRGITTE GRUE Modedesigner Tom Ford, der har arbejdet for Gucci og Yves Saint Laurent og nu har eget mærke, har kreeret en imponerende film over Christopher Isherwoods roman. “A Single Man” er stilsikker og en fryd for øje

Her er lækkert tøj, labert hus og smukke, unge mænd med lokkende blikke. Men meget, meget mere: også hjerteknugende vemod og vidunderligt spil af Colin Firth, der - fuldt fortjent - i Venedig vandt prisen som bedste mandlige skuespiller.

Vi kender Colin Firth som Hr. Pæn i "Bridget Jones" filmene – ham der ikke er så lækker og fræk som Hugh Grant. Men se ham her og oplev hvilken vidunderlig skuespiller han er. Der er noget helt særligt ved at læne sig tilbage i mørket og hengive sig til den nydelse, det er at overvære en skuespiller folde hele sit talent ud. Det er det, Colin Firth gør i "A Single Man", der i sin kene er en kærlighedshistorie: den begynder og slutter med et blidt kys.

Firth er George, en britisk collegeprofessor, der bor i Los Angeles. Han er bøsse – på et tidspunkt (de tidlige 1960’ere) da det var meget tys-tys. Den mand, han har levet med i 16 år, er død, og George har opgivet. Filmen udspiller sig den dag i 1962, som George har besluttet – ja, nærmest designet – til at være sin sidste – men skæbnen vil det anderledes!

Hver scene, hver detalje i “A Single Man” er gennemført smuk. Ford har designet alt – knapperne, bilerne, brillerne. Intet er overladt til tilfældet. “Windsor knude” skriver George – med fyldepen på bøttepapir – om slipset til det sæt tøj, han lægger frem til sin begravelse.

Ford både holder sammen på den tilknappede George – og lader ham gå i stykker. Begge dele lige overbevisende. Han tilfører varme og humor til en grundliggende trist historie og gør George’s fornemmelse af tab og meningsløshed til noget, vi deltager i.

Firth er perfekt som George, tilknappet, sarkastisk og totalt ensom nu, da han har mistet sin elskede. Han tilbringer aftenen med Charley (Julianne Moore), en desperate alkoholiker, som han som ung, havde en kort affære med. Nu er de venner. George ser sig selv som ulastelig, reserveret og sarkastisk. Charley ser noget helt andet – en blid og kærlig mand.

På denne, sin sidste dag, går George som sædvanlig på arbejde. Ingen af de studerende lytter til ham - undtagen Kenny (Nicholas Hoult), der muligvis er mere interesseret i forelæseren end i forelæsningen. Lokkende i sin nuttede mohair sweater antyder Kenny muligheden af, at begær og glæde kan genopvækkes. Ligesom senere, da George, trist og ensom, løber på en ung trækkerdreng foran et spiritus udsalg. Mødet minder både ham og os om, at selv den mindste hændelse, selv det tilfældigste møde, kan ændre alt.

"Nogle gange har frygtelige ting de smukkeste farver!” lyde