GeniCan er den intelligente skraldespand, der ved hvad du smider ud!
I dit hus er der sikkert et smart tv? Måske en smart alarm? Eventuelt en smart dørlås eller smarte pærer i lamperne? Men den stakkels skraldespand står ovre i hjørnet og er slet ikke særligt smart. Det vil GeniCan gøre noget ved. Opfindelsen er simpel; en lille anordning, du sætter fast på din skraldespand, der så genkender det, du smider ud.

Snak med skraldespanden

GeniCan indeholder en stregkodelæser, som aflæser det du smider ud. Hvis det du smider ud ikke har en stregkode, forstår den også talte kommandoer, så skulle der ryge en halvdød blomst ud, siger du det til GeniCan, der så også tilføjer blomster til listen over det, der er smidt ud.

Indkøbslisten genereres automatisk

Hver gang GeniCan modtager input om skrald tilføjer den det du har smidt ud til en online database. Den database synkroniseres så til en app på din mobiltelefon, så du har en indkøbsliste der altid er up to date.

Problemet er så, at du – og alle andre i husstanden – skal huske at scanne alt, hvad I smider ud. Men hvis du til gengæld sparer tid på at stå og skrive indkøbslister og sortere igennem dit køleskab for at finde ud af, hvad du mangler, så kan det vel godt betale sig?

Se en video med GeniCan her.