Fredagsunderholdningen, Deadline 17 og DR2 udland bliver beskåret, når DR til næste år skal spare 80 millioner kroner. Samtidig smelter P1 og P2 sammen til en fælles radiokanal. Først senere bliver det klart, hvor mange der skal fyres.

- Vi har forsøgt at berøre programvirksomheden så lidt som muligt, siger DR´s Generaldirektør Kenneth Plummer efter møde med DR´s Bestyrelse i dag. 

40 ud af de i alt 80 millioner som DR skal spare næste år, bliver fundet ved at spare på administrative funktioner, mens de resterende 40 millioner altså skal findes ved at skære i programmerne.

På underholdningsdelen bliver Talent 2010 det sidste i rækken, og fremover vil DR præsentere seerne for fredagsunderholdning, der er væsentlig billigere end Talent showene.

Derudover bliver Deadline 17 og DR2 Udland slået sammen til én nyhedsudsendelse med hovedvægt på EU-stof og internationale nyheder.

Udfordringen med at begrænse sig til 3 radiokanaler er blevet løst ved at lægge P1 og P2 sammen i en fælles kanal.

- Den nye kanal kommer til at sende 50 / 50 af P1 og P2 indhold, som det ser ud nu. Og samtidig opretter vi både en P1 og P2 DAB kanal, så der bliver produceret ligeså meget indhold som tidligere, forklarer Kenneth Plummer og tilføjer:

-Spareplanen kommer til at betyde, at vi skal skille os af med nogle medarbejder, men endnu er det for tidligt at sige, hvor mange der bliver afskediget.