Fireårige Aydin flygtede med sin mor og far fra Iran til Danmark i 1986. Efter otte ulykkelige år på kontanthjælp bag Bymuren i Avedøre Stationsby slog hans far en anden iraner ihjel. Vi må ikke begå fortidens fejl på integrationsområdet, lyder det fra forfatter og sociolog Aydin Soei.
»Mordet har en betydning for alting. Hvis ikke det var for mordet, havde jeg været et andet menneske i dag. Så ville jeg være blevet boende med min mor og far. Og min mor ville muligvis ikke have haft overskud til at færdiggøre sin uddannelse og skabe et godt liv for sine børn.«
Vi kører i bil ud af København mod Avedøre Stationsby, hvor forfatteren og sociologen Aydin Soei voksede op. Han peger mod Store Hus, Avedøres berømte hvide etagebygning, og taler videre – om den dag, hans far, Amin, slog en klassekammerats far ihjel:
»Der opstod et fjendskab mellem de to mænd. Fjendskabet blev formentlig forstærket af, at de var en del af det samme miljø i Avedøre, hvor de arbejdsløse mænd gik og sladrede om hinanden. Den anden mand forfulgte ham, sagde min far. Og så traf han en beslutning om at myrde ham.«
Mordet blevkulminationen på otte års langsom social og psykisk deroute for faren i Danmark.
»Min far bad ham om et lift, efter at de havde været på besøg i en iransk klub i København. Så tvang han ham til at køre ud på Teglholmen – der var intet derude dengang – og så skar han halsen over på ham. Derefter gik han fra Teglholmen til Hovedbanegården og ringede fra en mønttelefon til min mor. ’Meld dig selv,’ sagde hun – hvorefter han ringede til Station City og gjorde netop det. Betjentene forstod ikke, hvad han sagde, for han talte så dårligt dansk. Han var smurt ind i så meget blod, at de ikke kunne se, om det kom fra et snitsår på ham eller var en andens blod. Min far viste dem efterfølgende vej til liget, og først der fik han håndjern på.«
»Omsider blev liget af en 41-årig iraner fundet for enden af Østre Teglgade i Københavns Sydhavn. Den 41-årige blev fundet med halsen skåret over fra øre til øre og med adskillige knivstik i brystet. Han var død efter blodtab,« skrev B.T den 14. april 1994.
Formiddagsavisen kunne også fortælle, at en 37-årig iraner indrømmede knivstik, men foregav selvforsvar. Den samme historie fortalte Amin Soei til sin kone, Aydins mor Farideh, og senere til Aydin og lillebroren Araz, da de besøgte ham i fængslet.
Men ingen af dem stolede på ham. Det havde de aldrig gjort.
Fæstningen i Avedøre
Avedøre Stationsby er den hurtigst voksende by nogensinde i Danmark. Fra midttresserne til midthalvfjerdserne blev der banket boliger op på stribe. Vi kører i bil, men man burde ankomme fra luften. Fra himlen kan man se, hvordan Avedøre Stationsby er inspireret af middelalderbyen Dubrovnic. Boligblokken »Bymuren« ligger som en fæstning rundt om rækkehusene på Pottemagerporten, Naverporten og Karetmagerporten, hvor Aydin Soei voksede op i nummer 88. Han flyttede fra Bymuren ned til danskerne i rækkehusene efter et par år. Det er over 22 år siden, at Aydin Soei har stået her foran rækkehuset: »Det ser meget småt ud i forhold til, hvordan jeg husker det.«
Aydin Soei fortæller sin families historie i bogen »Forsoning«, der udkommer på torsdag. »Forsoning« er en medrivende historie om tre generationer af fædre og deres efterkommere – farfaren, faren og Aydin Soei selv, der i dag bor med sønnen Adam på Nørrebro i København. Det er også en historie om Aydins mor, Farideh, der konstant forsøger at beskytte sine børn modderes far, der som årene går i Danmark bliver mere og mere voldelig. Her er de selvoppustede mænd de svage og kvinderne de stærke.
Men det er også en fortælling om, hvordan indvandrerne i Danmark i midtfirserne fik lov til at passe sig selv, så længe de hævede bistandshjælpen – om firsernes fejlslagne integration, der har sendt generationer af udlændinge på varig kontanthjælp og førtidspension. En klassisk historie om en indvandrer, der kom til Danmark som flygtning i firserne – der dog ender mere fatalt end de fleste.
Som kommunist kæmpede Aydin Soeis far, Amin, mod shahen i Iran, der blev omstyrtet i 1979 for at give plads til Khomeinis ultrareligiøse styre. Efter få år med ro begyndte den paranoide Khomeinis revolutionsgarde at slåned på flere af de grupper, der havde banet ham vejen til magten, og angreb især de sovjetvenlige kommunistiske partier. I 1983 flygtede familien derfor til Tasjkent i Usbekistan blot for at opleve, at den sovjetiske kommunisme ikke var så smuk som i farens drømme. I 1986 flygter Aydin Soeis far til Danmark. Han ville hellere have været til Frankrig eller Tyskland, men muligheden for familiesammenføring var bedst her mod nord. Samme år fulgte hustruen og sønnen efter.
Familien Soei ankom til Danmark og Avedøre som en del af den store gruppe iranere, derflygtede fra Khomeini. I Avedøre Stationsby var de tyrkiske gæstearbejdere og deres koner allerede ankommet og boede side om side med danske arbejderfamilier.
Livet i Avedøre skulle vise sig svært.
Trods vilje lykkedes det især ikke faren at blive integreret i det danske samfund. I Hvidovre Kommune, som Avedøre ligger i, bad de om at se hans uddannelsespapirer, men dem havde den ufaglærte snedker ingen af. At han så tog sagen i egen hånd, indrettede et lille værksted i rækkehuset og byggede de tre fineste iranske musikinstrumenter, så han kunne vise dem frem på jobformidlingen, hjalp lige lidt. Og man kunne sagtens hæve bistandshjælp uden at kunne dansk.
Moren var bedre uddannet end faren. Aydin Soeis mor kom til Danmark med en bachelor i fysik, men kunne ikke få oversat uddannelsen til dansk. Faktisk blev hun ikke mødt med andet ønske, end at hun brugte sine evner til at hæve bistandshjælp og passe sine børn.
Berøringsangst
Aydin Soei husker i dag berøringsangsten fra kommunen. Især når hans far havde givet ham tæsk. »Græder du nu,« råbte han ude på badeværelset. Men det gjorde han ikke.
Når indvandrerdrengene på den lokale skole kom gule og blå til idræt, sagde læreren intet.
»Da vi tog på krisecenter i Hellerup for at komme væk fra min far, så var jeg jo ude af skolen, og da jeg vendte tilbage, nævnte de det ikke med et ord. De spurgte ikke om, hvad der skete derhjemme. Der var aldrig nogen, der fulgte op,« siger han og fortsætter:
»Alt foregik bare på fingerspidsfornemmelser. Da min lillebror fyldte tre år, havde han ikke lært at tale endnu, så vi blev bedt om kun at tale dansk i hjemmet. Man havde det her begreb om sprogforvirring. Det viste sig senere, at han havde en mindre hjerneskade. Og han var sikkert blevet bedre til dansk, hvis han havde kunnet sit eget modersmål først. Han ville i så fald kunne tale med sin far.«
Faderens deroute var total. Han var voldelig, den kommunistiske ideologi var et fatamorgana, det samme var Danmark, intet arbejde. Han drømte om at vende hjem til et stort hus i Iran, men drømmen materialiserede sig aldrig.
»I min fars tilfælde handlede det om et miljø af forsmåede indvandrerfædre, der følte, at deres kompetencer og den status, som de havde haft i deres hjemlande, var forsvundet. De blev forbitrede på det danske samfund. De overlod opdragelsen til konerne, der holdt sammen på familierne,« siger Aydin Soei, mens vi går rundt mellem rækkehusene i Avedøre.
»Min far gik fra at sige, at Danmark er det bedste land i verden. Der er demokrati, der er muligheder, frihed og lighed til at sige, at Danmark er et racistisk samfund, som er domineret af kvinder, og hvor man ser ned på mænd.«
Efter nogle år i Danmark lykkedes det dog moderen at trænge igennem til systemet i Hvidovre.
»Det er godt, Britta,« råbte Aydins mor, da hun så et nyhedsindslag på fjernsynet i deres nye bolig i Gladsaxe, som de var flyttet til i håb om at slippe for faren. Hvem er Britta, tænkte Aydin. »Min mor havde simpelthen banket på døren til det, der hed åben kontortid i Hvidovre. Borgmesteren var der ikke, men det var næstformanden i den socialdemokratiske gruppe, Britta Christensen, der senere blev borgmester i Hvidovre. Hun fortalte sin historie, og Britta sørgede for, at min mor fik en dagplejemor til min lillebror, så hun kunne begynde forfra og tage en folkeskoleeksamen.«
Derfra gik det trin for trin gennem det danske skolesystem. Farideh Azadi er i dag ingeniør. »At min mor betaler topskat i dag, sker på trods af systemet, ikke på grund af systemet. De opfordrede hende gang på gang til at blive hjemme, hæve sin kontanthjælp og passe sine børn,« siger Aydin Soei.
Familien forsøgte flere gange at flygte fra faren, men han fandt dem og fik møvet sig ind. I 1994 slog han så den anden mand ihjel.
»Mordet var en lettelse – jeg følte, at jeg fik min frihed, min mor følte, at hun fik sin frihed. Men der var også en familie, som vi kendte godt fra Avedøre, der mistede sin far,« siger Aydin Soei.
Når Aydin Soei i dag ser tilbage på sin opvækst i Avedøre, er det ikke uden kritiske øjne.
Hvad var problemet?
»Der var en kæmpemæssig kløft mellem den her forældregenerations lyst til at bidrage og få status og den måde, som de blev behandlet på som små skrøbelige størrelser, der først skulle kunne tale perfekt dansk og have den helt rigtige uddannelse for at kunne deltage. Og så endte de bare på kontanthjælp.«
Indslusningløn er en god idé
Han er ikke i tvivl om, hvad der havde gavnet hans forældre dengang: Obligatorisk danskkursus, bedre kompetenceafklaring og bedre mulighed for at oversætte udenlandsk uddannelse til dansk. Hans far, Amin, skulle være blevet matchet med en virksomhed, som vel at mærke skulle betale ham en lavere løn til at begynde med.
Som sociolog med særligt kendskab til etniske minoriteter rådgiver han blandt andet store fagforeninger om, hvordan man bedre får indvandrere ind på arbejdsmarkedet.
»Det må ikke tage for lang tid. Tid er vigtig, når man kommer til et nyt land og gerne vil bidrage og tjene sine egne penge.«
Når han retter blikket mod de verserende trepartsforhandlinger, der især handler om at finde ordninger, der via arbejdsmarkedet kan integrere de mange nytilkomne i Danmark, er han klar tilhænger af en model, hvor virksomheder får muligheden for at betale en lavere løn til at begynde med, f.eks. indslusningsløn eller noget, der minder om.
»Den store udfordring for flygtninge og indvandrere i Danmark er, at vi har en høj mindsteløn og et enormt højt uddannelsesniveau, og så er der enormt langt til et job, hvis du kommer som ufaglært. Hvis ikke du indfører indslusningsløn eller et system, der minder om det, så vil det gå galt for den nye generation af flygtninge, som det gjorde med mine forældres generation. Det vil have så store økonomiske konsekvenser, at det muligvis vil betyde et opgør med velfærdsstaten og de universelle velfærdsydelser inden for få årtier. Det vil være en kæmpemæssig udgift, hvis alle de her mennesker ender på kontanthjælp, som mange fra min forældres generation gjorde.«
Aydin Soei mener ligefrem, at det er et spørgsmål om, hvem vi vil være mest solidariske med.
»Fagbevægelsen er bange for, at lavere løn til flygtninge ender i løntrykkeri. Men de nyankomne vil ikke konkurrere mest med danskere, men med østeuropæere. Spørgsmålet er, om vi vil være mest solidarisk med østeuropæiske arbejdere, som vi kan se, rejser hjem igen, eller de flygtninge og indvandrere, som vi ved, bliver boende. Det er en meget bedre investering at kigge på den sidstnævnte gruppe. De blivermodborgere, hvis vi begår fortidens fejl.«
Ud af Trepartsforhandlingerne er allerede kommet en aftale, der omhandler hurtigere kompetenceudredning, som også står højt på Aydin Soeis liste. Regeringen og arbejdsmarkedets parter er også blevet enige om, at screeningen af kompetencer skal være bedre, mere ensartet kommunerne imellem, og kommunikationen skal forbedres mellem asylcentrene og kommunerne.
Det bør også være lettere at få oversat sin uddannelse, mener Soei.
»Det ville gøre en kæmpe forskel, hvis man havde et specialiseret kontor, så kommunerne ikke skulle sidde med det selv, så man hurtigt får kortlagt, hvad en ingeniøruddannelse fra Syrien svarer til i Danmark. Hvad svarer en læreruddannelse fra Afghanistan til? Det har man ikke i dag. Hvorfor ikke? Vi har haft indvandring fra begyndelsen af halvfjerdserne, store flygtningestrømme fra midtfirserne. Det er vel på tide?«
Aydin Soeis far var syg
Tre år efter, at Aydin Soeis far havde slået en mand ihjel, blev han udvist fra Danmark. Han havde altid drømt om at flytte hjem. Væk fra Avedøre og tilbage til et stort hus med husdyr i Iran. Alligevel tror Aydin Soei ikke, at det var hans plan med mordet, at han også ville blive sendt hjem.
I Iran blev faren udredet, hvilket ikke skete i Danmark.
»Familien i Iran kiggede på ham og sagde: Der er noget helt galt. De tog ham rundt til læger, og han blev behandlet for paranoid skizofreni. Da jeg tog til Iran seks år efter udvisningen, var det en helt anden person, end jeg huskede.
Pludselig var min far rolig. Det var på grund af medicinen. Og jeg tænkte: ’Hold da kæft, tænk hvis nogen havde gjort det dengang. Så var der en mand, der måske ikke var blevet slået ihjel, og jeg var vokset op med en anden far’«, siger Aydin Soei og fortsætter: »I Iran så de ikke kun en hjælpeløs mand, men en syg mand.«
»I Danmark tog man det det dårligste fra en mellemøstlig voldelig og patriarkalsk landsbykultur, forstærkede det med alkohol og en social taberkultur i Avedøre og blandede det med det danske – at man ikke blander sig i andres liv. Danmark tolkede hans handlinger ud fra mellemøstlig kultur, men tilbage i Mellemøsten fik han ikke lov til opføre sig på den måde.«
Aydin Soeis far sov stille ind i Iran i 2011 efter et hårdt liv.
