Du kender det sikkert alt for godt. At finde en gul, blafrende hilsen med en afgift på 650 kroner i forruden af din bil. Men nu er der håb for alle glemsomme bilister, der ikke får sat parkeringsskiven.

BT kan i dag fortælle, at Føtex i Hvidovre uden for København har annulleret en kundes parkeringsafgift fra Europark, selv om den var helt berettiget. Kunden skriver i en besked til Føtex på Facebook, at han havde sat parkeringsskiven forkert, og derfor var bøden korrekt givet ud.

Men kunden gør opmærksom på, at han kun holdt på parkeringspladsen, fordi han var inde at handle. Derfor mener kunden, at det er moralsk forkert, at forretningen tjener penge på sine egne kunder.

'Det der ærgrer mig (ud over mine egne evner til at betjene en p-skive) er faktisk jer, Føtex. Det er jer, som har lavet aftalen med Europark, hvor I får et betragteligt beløb fra Europark. Det har I på trods af, at I godt ved, at det stort set kun er jeres kunder, som bruger pladsen, og på trods af at I ved, at ingen køber ind så lang tid, at man ikke når ud igen inden for den tilladte tid. Det, I tjener jeres penge på, er altså, at både I og Europark ved, at jeres kunder lejlighedsvis er glemsomme, eller som jeg, kommer til at stille p-skiven forkert,' skriver kunden, der ikke ønsker sit navn i avisen.

Selv om p-afgiften var helt korrekt givet, har Føtex alligevel valgt - i fuld offentlighed - at annullere bøden.

'Det er aldrig sjovt at få en parkeringsbøde, når man har handlet i god tro, og derfor kan vi også hjælpe dig med bøden, da vi har lidt flere indsigelses-muligheder end normalt.

Jeg vil bede dig om at komme ned i vores kundeservice inden for de næste fem dage og henvise hertil, og vi vil klare resten af sagen,’ skriver Føtex på Facebook.

Videre i beskeden afviser Føtex, at supermarkedskæden tjener penge på de glemsomme kunder.

’Som svar vil jeg gerne starte med at forsikre dig om, at vi på ingen måde tjener penge på parkeringsbøderne, der bliver uddelt på vores parkeringsplads. Samarbejdet med Europark er kun en udgift for os og er efter hensigten ikke til for at genere vores handlende kunder.

Samarbejdet med Europark er for os en service til vores kunder, da vi efter bedste evne bestræber os på, at der altid skal være en parkeringsplads ledig til de handlende,’ skriver Føtex.

Hos FDM, der udbyder teknisk og juridisk rådgivning til sine motorglade medlemmer, kender man til flere sager, hvor supermarkeder har valgt at betale for bøden.

Dobbeltrolle

»De står lidt i en dobbeltrolle. De vil gerne sikre, at der er ledige parkeringspladser til alle deres kunder, mens de ikke ønsker at volde dem problemer med p-bøder. Hos FDM kender vi til flere sager, hvor butikkerne simpelthen har valgt at betale bøderne for at undgå utilfredse kunder,« siger Per Alkestrup, juridisk afdelingschef hos FDM. Han fortæller, at p-bøderne nogle steder har hobet sig så meget op, at det har været til direkte gene for supermarkedernes forretning. Derfor har både Føtex i Odense og indkøbscenteret Midtpunkt i Hørsholm nu valgt helt at opsige deres samarbejder med private parkeringsselskaber.

»Derfor opfordrer vi også altid vores medlemmer til at gå ind og klage i supermarkederne først, hvis de har fået en bøde, når de har været ude og handle. Er du en kendt, god kunde i din lokale butik, er der stor chance for, at de vil betale den,« siger Per Alkestrup og fortsætter: »Det er jo gratis at holde på supermarkedernes pladser, så det er grotesk, at der findes virksomheder, som primært lever på, at folk glemmer at stille deres p-skiver. Der mangler i den grad et klagenævn på parkeringsområdet.«

Føtex er ligesom Netto og Bilka en del af Danmarks største detailvirksomhed, Dansk Supermarked, der hver dag har i alt 1,4 million kunder. Her er man dog ikke meget for at svare på, om Føtex’ nye linje med at eftergive kundernes p-afgift også gælder supermarkeds-gigantens andre butikker.

’Det er ikke en fast procedure, men vi går altid i en dialog med kunden, hvis han/hun klager over en bøde,’ skriver Maia Lindstrøm Sejersen, der er Communication Consultant hos Dansk Supermarked, i en kortfattet mail til BT. Efterfølgende har Føtex dog valgt at slette beskeden til kunden fra Facebook.

Europark har ikke reageret på BTs henvendelse.