Delikate blonder og frække farver. Det virker ikke umiddelbart som raketvidenskab at gå ind og købe et sæt lækkert undertøj til kæresten i julegave.

Men der er faktisk et par huskeregler, som er vigtige at have med i baghovedet, hvis du gerne vil ramme plet.

For når man begiver sig ind i indkøbsjunglen af c-skåle og hofteholdere, så er det vigtigt at huske noget helt så basalt som størrelsen. Det skriver Express, som har talt med indkøberen Debby Duckett hos Boux Avenue, som er en stor international butikskæde, der sælger lingeri og nattøj til kvinder.

Hun råder mænd til at gå på rov i deres kvinders undertøjsskuffe, inden de går ud for at handle.

»Den bedste måde at være sikker på er at kigge i hendes undertøjsskuffe og notere såvel størrelse som mærke og stil på hendes undertøj. Sørg for at skrive begge størrelser ned - både skålstørrelse og omkreds, for eksempel 70 C,« forklarer hun til mediet.

Og det er ikke kun størrelsen på bh'en, der er vigtig. For at undgå at forstyrre julefreden hører der selvfølgelig trusser med til et sæt, og også her skal man lige huske at tjekke størrelsen, så man ikke står i butikken og forsøger at illustrere hendes omkreds med armene.

Form, form og atter form. Det er nemlig også nødvendigt lige at tjekke, hvilken slags undertøj kvinden kan lide.

Også her råder Debby Duckett til at lege spion og se efter.

Det er nemlig en ups'er at komme hjem med et par snerrende g-strenge, hvis hun er mere til en højtaljet underbuks, der dækker balderne helt. Og på samme måde er det ikke alle bh'er, der er lige klædelige eller behagelige på kvinder.

Debby Duckett påpeger, at kvinder, der har en mindre barm og ikke leder efter mere volume, for eksempel fint kan bære delikate blonde-bh'er uden den store støtte i form af bøjle eller indlæg, hvorimod en bh med indlæg kan skabe en lidt fyldigere kavalergang.

Sidst men ikke mindst er det vigtigt ikke at lade fantasien løbe så løbsk, at man aldrig får lillemor derhjemme til at tage sættet på.

Ifølge Debby Duckett kan man med fordel lige gennemgå farvepaletten i undertøjsskuffen. Er kvinden en fan af pangfarver og glitterstene, eller holder hun sig mere til nedtonede farver?

Et godt tip fra indkøberen med hensyn til farverne er, at de mere dramatiske farver som sort og rød  i for eksempel sart satin og silke siger 'forførelse og sexet', mens de mere afdæmpede farver som beige, grå og rosa i blonder siger 'sødme og romantik'. Derfor bør man overveje, om sættet er mest til hverdag eller mere til særlige lejligheder.