Danske Christina Knudsen, der var James Bond-stjernen Roger Moores steddatter, var ligesom sin mor en del af det danske jetsæt. Modeskaberen Erik Brandt havde også et nært kendskab til den unge kvinde og hendes mor.

»Jeg var godt klar over, at hun var syg – men ikke så syg. Man bliver altid ked af det, når nogen dør i så tidlig en alder.«

Sådan lyder det fra modeskaberen Erik Brandt, efter at det tirsdag kom frem, at den kun 47 årige Christina Knudsen har forladt livet efter en tid med kræft. Lige som sin mor, den kendte danske jetset-frue Kiki Tholstrup, havde den smukke kvinde nemlig en nær tilknytning til området omkring ’Whiskybæltet’ i Nordsjælland, hvor hun voksede op.

Og det var også i den forbindelse, at Erik Brandt lærte Christina Knudsen at kende, da hun var en lille pige.

Inden Kiki Tholstrup for 14 år siden blev gift med James Bond-skuespilleren Roger Moore, boede familien gennem længere tid i Vedbæk, hvor Christina og hendes storebror Hans Christian voksede op.

Og her boede familien tæt på mode-duoen Erik og Margit Brandt. Erik Brandt husker tydeligt den lille Christina:

»Jeg har altid godt kunne lide hende. Hun var en sød pige, der ikke havde haft det for nemt gennem livet, men hun var en god pige hele vejen igennem. Jeg har også godt kunnet lide hendes bror, Hans Christian,« fortæller modeskaberen til BT.

Sammen med Margit Brandt fik han to døtre, der var to-tre år yngre end Christina Knudsen. Og de tre piger legede ofte sammen, husker tøjkongen.

»Jeg tror også, at hun var meget tæt på sin storebror,« siger Erik Brandt.

Ifølge Erik Brandt boede Kiki Tholstrup først i Vedbæk sammen med sine børns far, forretningsmanden Hans Christian Knudsen. Familien måtte dog på tragisk vis tage afsked med faderfiguren, da han begik selvmord efter anklager om skattesnyd, da Christina Knudsen var blot seks år gammel.

Efterfølgende giftede Kiki Tholstrup sig med mangemillionæren Ole Tholstrup, men endnu en tragedie ramte familien, da Ole Tholstrup døde af et hjertetilfælde, da han var 61 år i 1991. Ole Tholstrup havde i mange år kæmpet mod alkoholisme forud for sin død.

Artiklen fortsætter under billedet

Her ses Christina Knudsen med sin mor og Roger Moore på Strøget i København i 1995.
Her ses Christina Knudsen med sin mor og Roger Moore på Strøget i København i 1995. Foto: JØRGEN JESSEN
Vis mere

Christina Knudsen har selv tidligere fortalt i medierne om de svære år i sin ungdom og barndom.

»Hun havde en meget svær opvækst,« siger Erik Brandt, der er meget ked af, at Christina Knudsen er gået bort.

Christina Knudsens venneliste på facebook vidner om, at hun havde mange kendte og adelige venner. Flere baronesser og grever er blandt andre venner med den afdøde.

Den kontroversielle finansmand, Klaus Riskær Pedersen, var en af dem, der nåede at stifte bekendtskab med Christina Knudsen. Han lærte hende at kende under sine besøg hos Christina Knudsens stedfar Ole Tholstrup i familiens villa i Sydfrankrig, hvor familien tilbragte en del tid.

»Jeg er rigtig ked af at høre, at hun måtte bukke under. Det er rigtig sørgeligt, når en ung pige mister sit liv til alvorlig sygdom,« sige Klaus Riskær Pedersen.

Artiklen fortsætter under billedet

Også til kronprinsparrets bryllup var Kiki Tolstrup og Roger Moore på gæstelisten.
Også til kronprinsparrets bryllup var Kiki Tolstrup og Roger Moore på gæstelisten. Foto: Keld Navntoft
Vis mere

Christina Knudsen var siden 1997 bosat i London. Og også i den forbindelse har Klaus Riskær Pedersen mødt hende flere gange.

»Hun var altid sød og en meget behagelig pige at være i selskab med,« siger finansmanden, der er 14 år ældre end Christina Knudsen.

Det var Sir Roger Moore, der i 2003 blev slået til ridder af dronning Elizabeth og derfor kan tituleres Sir, der tirsdag offentliggjorde via sin twitterkonto, at Christina Knudsen var gået bort mandag. I tweetet kalder han hende for ’deres’ datter, hvilket vidner om det tætte forhold, der var mellem James Bond-helten og den danske pige.

Christina Knudsen var ugift og efterlader sig ingen børn.