Tour-feltets grand old man - Patrick Lefevere - har Cadel Evans som favorit i Touren

Cadel Evans vinder Tour de France.

Sådan lyder buddet fra en af feltets mest rutinerede sportsdirektører, Patrick Lefevere.

- Min favorit er Evans. Han har et stærkt hold, og han viste stor form allerede inden Touren. Og så har han alderen og rutinen til at klare Touren optimalt, siger Patrick Lefevere.

Siden slutningen af 1970'erne har han stået i spidsen for nogle af verdens mest succesfulde hold, og den nuværende teammanager for Quick Step baserer blandt andet sin vurdering på 4. etape, som Evans vandt.

- Hvis du ser på afslutningen på Mûr-de-Bretagne, så var det ligesom en sprint på Alpe d'Huez, og sådan en afslutning lyver aldrig, siger belgieren.

Han forventer, at nogle af de ryttere, der går efter at vinde Touren, allerede vil forsøge sig på torsdagens etape til Luz-Ardiden.

Men han er ikke overbevist om, at det bliver Alberto Contador. Han sammenligner spanieren med et vildt dyr, som jagter mad.

- Man skal ikke gå efter alle mulighederne. Touren handler også om at have tålmodighed. For bliver du nervøs og for ivrig, så laver du fejl, og enhver fejl i Touren vil koste, siger han.

- I tilfældet Contador er panik en dårlig følgesvend. Han skal være rolig i tre uger. Som et vildt dyr, må han vente i flere dage, indtil det gode dyr kommer forbi, som man kan spise, siger Lefevere.

- Contador skal bevare roen, og hvis ikke muligheden selv dukker op på de første bjergetaper, skal han begynde at jagte det. Hver dag efter hvert hjørne, er der måske en mulighed for at skade konkurrenten, siger han.

Han slår dog også fast, at Contador ikke er skrevet ud af Tour-manuskriptet. For selvom Saxo Bank-Sungards stjerne er halvandet minut bagud i forhold til Andy Schleck og 1,41 minutter efter Evans, så kan det hentes.

- Det afhænger af hans ben. Alle ved, at hvis han finder benene fra Giroen, så er et minut ikke meget, siger Patrick Lefevere.

Feltet skal torsdag - ud over Luz-Ardiden - også op over Tourmalet og La Hourquette d'Ancizan.

/ritzau/