Trods rygterne om skifte til konkurrenter som Movistar, Quickstep og Astana var det nemt for Alberto Contador at beslutte sig for at blive hos Bjarne Riis.

Siden Alberto Contadors karantænedom har der verseret mange rygter om, at den lille spanier var på vej væk fra Bjarne Riis. Fredagens om en ny kontrakt for resten af året og de efterføgende tre år lægger effektivt de rygter i graven.

I stedet er det noget nær en troskabsed, som Contador har sværget over for Bjarne Riis.

Den tidligere Tour-vinder fastslår, at den støtte og opbakning, som han har oplevet i forbindelse med clenbuterol-sagen, har været afgørende for hans beslutning.

- Beslutningen om at returnere til holdet har faktisk været let, og min førsteprioritet har hele tiden været at vende tilbage til Team Saxo Bank og fortsætte samarbejdet med Bjarne Riis og resten af holdet. Den støtte, jeg har mærket i en meget svær situation, har været helt fantastisk. Så jeg ser meget frem til at komme tilbage på cyklen, og mit mål er at gengælde den støtte, forhåbentlig med nogle gode resultater, siger Alberto Contador.

Contador vender tilbage på cyklen den 5. august, og han er allerede nu storfavorit til at vinde årets Vuelta a España.