Den amerikanske skuespiller Bill Paxton er død.

Det skriver TMZ og People, der har fået en kommentar fra familien til den kun 61 år gamle skuespiller.

'Det er med et tung hjerte, at vi deler nyheden, at Bill Paxton er gået bort på grund af komplikationer i forbindelse med en operation,' oplyser en talsmand for familien i en pressemeddelelse til de to medier lørdag.

Bill Paxton bliver af talsmanden kaldt for en kærlig far og ægtemand. Det fremgår dog ikke tydeligt, om komplikationerne opstod under eller efter operationen. Det fremgår heller ikke, hvad skuespilleren i første omgang blev opereret for.

Her ses Bill Paxton til venstre sammen med sin kollega Rob Lowe.
Her ses Bill Paxton til venstre sammen med sin kollega Rob Lowe. Foto: FRED PROUSER
Vis mere

'Vi vil af respekt for familien bede om privatliv, mens de sørger over tabet af deres elskede ægtemand og far.'

Han er kendt for at medvirke i film som 'Titanic', 'Apollo 13', 'Aliens' og han blev i løbet af sin karriere nomineret til fire Golden Globes for sit arbejde. Tre af nomineringerne fik han for sin rolle i serien 'Big Love'.

Den sørgelige nyhed har spredt sig hurtigt, og stjerner som William Shatner, Tom Hanks, Arnold Schwarzenegger og Rob Lowe har blandt andet kondoleret.

Bill Paxton efterlader sig to børn, som han har med konen Louise Newbury, som han har været gift med i omkring 30 år.

Skuespilleren var for tre uger siden gæst på det populære talkshow 'Late Late show with James Corden'. Her taler han blandt andet om sin kærlighed til Tom Cruise på samme måde, som Cruise selv gjorde i et berømt besøg hos Oprah WInfrey.