Da jeg startede i skole i slutningen af 70’erne, var der mange, hvis forældre blev skilt. Egentlig var det ikke så underligt, at en skilsmissebølge skyllede ind over landet. Mange var blevet gift af praktiske årsager – enten fordi det gav dem adgang til en lejlighed, eller fordi man giftede sig med den, man ventede barn med. Jeg voksede op på vestegnen, og som i mange andre egne af Danmark sad der mange fraskilte kvinder med et eller måske flere børn i en lille lejlighed og kæmpede for at få pengene til at række. Ligeløn lå ikke højt på dagsordenen dengang, og det var nok derfor, min mor og mange andre mødre indprentede deres døtre: Du skal få en uddannelse, så du kan klare dig selv.
LÆS OGSÅ: Annette Heick valgte karrieren efter mandens ulykke: Derfor er jeg ikke hos Jesper
Det lykkedes. Når jeg ser på jævnaldrende kvinder, så er de fleste stærke, arbejdsomme kvinder. Forleden aften var jeg ude med tre veninder, og skønt vores udgangspunkter er meget forskellige, så er det alligevel slående, at vi alle fire er primær forsørger i husstanden, og at vi alle fire enten er 100% eller primær ejer af familiens bolig. Vi er alle fire dem, der styrer familiens økonomi. Vi er alle fire dem, der tager beslutning om familiens ferierejser og varetager familiens forsikringer. Vi har aldrig drøftet det før, og vi grinede lidt ad det. Lige indtil den ene sagde: Men jeg gad godt, det var anderledes!
Bombenedslag! For ja, det kunne da være ret fedt med en mand, der tjente mere. Gad man godt slippe for ansvaret for alt den praktik, der også følger med økonomistyringen? Ja sgu! Vores mødre lærte os en god ting, og jeg er stolt over at være nået hertil, men hånden på hjertet: Jeg ville elske at have en mand, der overraskede mig med lækre weekendture til en storby eller andet (altså under forudsætning af, at jeg vidste, han havde råd til det).
Jeg går i den grad ind for lige løn for lige arbejde, men jeg kunne jo starte med at kigge på min egen branche: Underholdningsbranchen. Her er der på ingen som helst måde ligeløn. Så hvor langt er vi egentlig kommet med hele den der ligestillingsdebat? Jo, vi kom da dertil, hvor vi gav mændene ret til at gå på barsel. Det er også en fin ting, synes jeg, men skal jeg nu være knusende ærlig: Den der mandetype, der har baby i bæresele på maven, som derhjemme går i praktisk tøj, og som spørger pænt, om ”vi” har lyst til sex….jamen, vi gider jo ikke de mænd! Jeg ved det godt: Vi har selv efterspurgt dem, men jeg kender sgu ikke nogen, der vil have dem. I hvert fald ikke i længden.
Det er ligegyldigt, hvem jeg taler med…også når jeg ser de mange breve, jeg får fra læsere i min brevkasse…kvinder vil have mænd med drivkraft og initiativ, og det gør bestemt ikke noget, hvis de har en god indtægt, lige gør sig lidt lækre eller strør om sig med komplimenter og små gentleman-tricks. Så jeg ved ikke rigtig, om vi kvinder generelt set har sejret ad helvede til eller hvad.
Vi fik det, som vi gerne ville have det: Generelt set - med styr på økonomien og nogle røvkedelige mænd, der minder om de syntetisk bløde krammebamser, vi havde som børn. Vi er slet ikke færdige med at tale om lige løn for lige arbejde, men hvis nogen vil gøre kønnene lige (læs: ens), så siger jeg pænt nej tak. Lad os få nogle mænd med hår på bollerne. Slutteligt vil jeg dog alligevel ønske feministerne tillykke. I har været bemærkelsesværdigt stille, må jeg sige, men et stort tillykke med, at I har fået en kvindelig formand i folketinget. Oven i købet en, som ikke bare har fået posten på grund af sit køn. Hvilken sejr!
Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.
