En canadisk tv-dokumentar om aktiv dødshjælp har udløst en intern strid i DR's øverste ledelse. Program-produktionsdirektør trækker sig fra formandspost. En strid i DR om den kontroversielle canadiske tv-dokumentar "Hjælp - jeg vil dø", der blev sendt i DR1 i aftes, fører nu til en udskiftning på formandsposten i DR's programetikudvalg.

Divisionschef Inger Bach fra DR Jylland er udnævnt til formand i stedet for programproduktionsdirektør Mette Bock, der har trukket sig i protest mod visningen af en central dødsscene i programmet.

Dokumentaren, der følger den syge Craig Ewerts den sidste tid inden han afslutter sit liv på en dødshjælpsklinik i Schweiz, har dermed udløst en strid i DR's øverste ledelse.

Mette Bock er medlem af direktionen, hvor generaldirektør Kenneth Plummer betegner dokumentaren som "et seriøst og relevant indlæg i debatten om aktiv dødshjælp".

Beslutningen om at sende hele programmet støttes også af mediedirektør Lars Grarup. Principielt klipper DR ikke i dokumentarer, men det var ifølge DR heller ikke muligt i forhold til kontrakten med producenten af "Hjælp - jeg vil dø".

Mette Bock derimod mener, at private scener som dødsøjeblikket ikke er public service, og derfor ønsker hun ikke længere at sætte sig i formandsstolen for programetikudvalget i DR.



/ritzau/