Kirstine Holst anmeldte i sommeren 2018 en voldtægt til politiet. Hele den efterfølgende proces var ekstremt hård - ikke mindst på grund af den danske lovgivning, som hun mener bør ændres.

Derfor vil hun ikke opfordre sin egen datter til at anmelde en voldtægt, hvis hun skulle ende i den tragiske situation.

Det fortalte Kirstine Holst tirsdag til et arrangement hos Amnesty International, hvor en rapport om voldtægt i Danmark blev offentliggjort.

Efterfølgende fortalte hun B.T. nærmere om sin holdning.

»Jeg mener, at man som udgangspunkt altid skal anmelde en voldtægt til politiet. Men jeg mener også, at jeg ville være varsom med at skulle skubbe sårbare personer i den retning, fordi jeg ved, hvad der venter dem,« forklarer Kirstine Holst og uddyber:

»Hvis man spørger, om jeg ville anbefale min datter at gøre det - en person som jeg elsker meget højt - så er svaret nej. Ikke som det er i dag. Det ville jeg simpelthen ikke byde hende,« siger hun.

Hvert år anslås det, at op imod 5.100 personer voldtages, forsøges voldtaget eller udsættes for tvangssamleje i Danmark.

Kirstine Holst ønsker, at der kommer en samtykkelov.
Kirstine Holst ønsker, at der kommer en samtykkelov. Foto: Jeppe Elkjær
Vis mere

Alligevel melder under 1.000 det til politiet. Det kan man læse i den nye rapport fra Amnesty International og i B.T.s dækning af voldtægtsområdet.

Her kunne man også læse, at kun omkring 100 sager årligt fører til en dom for voldtægt eller forsøg på voldtægt.

Og spørger man Kirstine Holst og Amnesty International, så hjælper den danske lovgivning ikke på, at mange tusinde kvinder årligt ikke anmelder det overgreb, de har været udsat for.

Netop derfor besluttede Kirstine Holst også at stå frem med sin sag, selvom det var smertefuldt.

»Jeg følte, det var min pligt. Det har bestemt ikke været rart. Faktisk har det været traumatiserende. Men jo større modstand jeg mødte i min sag, des mere har jeg kæmpet,« siger Kirstine Holst, der kunne se den mand, hun mener voldtog hende, blive frikendt i retten.

»I vores system, som det er i dag, kan man stadig være et offer, selvom ingen er dømt for forbrydelsen.«

Derfor ønsker Kirstine Holst - som det også er tilfældet med Amnesty International og et flertal i Folketinget med justitsminister Søren Pape Poulsen (K) i spidsen - at samtykke skal skrives ind i den danske lovgivning.

Søren Pape Poulsen har da også været ude offentligt og fortælle, at han arbejder aktivt på at skrive samtykke ind i den danske lovgivning.

Endnu er der dog ikke sat en nærmere dato på, hvornår et lovforslag ser dagens lys. Det oplyser Justitsministeriet til B.T.

Fra Amnesty Internationals side er opfordringen helt klar, når det kommer til spørgsmålet om, hvorvidt samtykke skal skrives ind i den danske lovgivning:

»Den danske lovgivning er ikke balanceret. Derfor bør man indføre samtykke. Det er helt lige til,« lød det blandt andet fra Kumi Naidoo, international generalsekretær i Amnesty International, i forbindelse med tirsdagens arrangement.

Kirstine Holst er dog ligesom Kumi Naidoo forhåbningsfuld i forhold til at få samtykke ind i den danske lovgivning:

»Jeg kunne ikke finde et bedre tidspunkt at få ændret lovgivningen, så samtykke skrives ind. Jeg tror på, at det kommer til at ske snart,« siger hun.

Du kan læse hele B.T.s serie #Voldtaget her.