Hjælp og rådgivning skal ikke være mere end et opkald væk, hvis man har været udsat for en voldtægt. Derfor vil den konservative retsordfører, Naser Khader, afsætte midler i finansloven til en hotline, som ofrene kan kontakte efter et overgreb.

»Vi vil afsætte en halv million kroner hvert år de næste fire år til en hotline for voldtægtsofre. Og derfor håber vi, at der er nogle, som kan løfte opgaven med at hjælpe kvinder i den umiddelbare fase efter en voldtægt, hvor mange ofre ikke ved, hvad de skal gøre,« siger Naser Khader til B.T.

Ønsket om hotlinen kommer, efter B.T. i løbet af sommeren i serien #Voldtaget blandt andet har sat fokus på ofrenes problemer, og ikke mindst det faktum, at tusindvis hvert år udsættes for overgreb, som de aldrig anmelder.

Naser Khaders forslag kommer, i kølvandet på at justitsminister Søren Pape Poulsen (K) har været ude med flere forslag, der skal hjælpe ofre for voldtægt. Det kan du høre mere om i videoen øverst i artiklen.

Det ønsker den konservative politiker at afhjælpe med midler fra den kommende finanslov, der skal forhandles på plads de kommende uger.

Naser Khader ved endnu ikke, hvem der kan eller skal løfte opgaven, men det skal være folk, der har erfaring med netop at hjælpe ofre for voldtægt:

»Dem, der skal have den her opgave, skal have dokumenteret erfaring med at hjælpe voldtægtsofre, for det er vigtigt at hjælpe ofrene – specielt umiddelbart efter overgrebet, hvor de kan være forvirrede, og familie og venner ikke nødvendigvis ved, hvad man skal gøre,« siger Naser Khader.

»Jeres serie over sommeren viser, at der er behov for at gøre mere for ofrene lige efter voldtægten. Og det skal den her hotline hjælpe på,« uddyber Naser Khader, der har ideen fra en anden hotline for kvinder i tvangsægteskaber.

Naser Khader (K).
Naser Khader (K). Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Er en halv million kroner årligt nok til sådan et projekt?

»Umiddelbart tror jeg, at beløbet er nok til opgaven. Men nu er det planen, at det skal køre i fire år, og så kan man løbende se på, om beløbet skal justeres,« siger Naser Khader.

Hans forslag kommer, i kølvandet på at justitsminister Søren Pape Poulsen har været ude med flere forslag, der skal hjælpe ofre for voldtægt. Det kan du høre mere om i videoen øverst i artiklen.