Det siges, at sport ikke er politisk, men det er naturligvis løgn. Sport og politik hænger uløselig sammen, og mange gange i historien har politik eller politisk motiverede handlinger trukket stor opmærksomhed ved slutrunder.
Det er et ret godt bud, at det blivende billede fra dette forkætrede VM allerede er blevet taget. Holdbilledet af det tyske landshold før deres første kamp, er gået verden rundt og vil, medmindre der finder endnu mere ikoniske happenings sted, være sikret en plads i historiebøgerne – ja, billedet kan ligefrem blive det, vi husker VM med snarere end det vindende hold med Jules Rimet-trofæet i hænderne.
Tyskernes mediestunt var både enkelt, raffineret og virkningsfuldt. Det viste verden de kvababbelser, som rigtig mange spillere går rundt og døjer med. Fornemmelsen af at blive lukket ned af både Qatar, FIFA og i nogen grad egne fodboldforbund.
Billedet var et elegant svar på et forkvaklet forsøg på at holde en vigtig debat ude af VM. Det giver bagslag i 2022 at forsøge at lukke en debat ned, og både arrangørerne og FIFA har scoret et tåbeligt selvmål. Tyskerne er dog med nogen ret blevet kritiseret for ikke også at have ladet anføreren bære One Love-armbåndet ved samme lejlighed.
Det kan i øvrigt undre, at diverse landshold har været så bange for FIFAs trusler om konsekvenser. Hvis anførerne bærer det forkætrede regnbuearmbånd. Den tidligere irske fodboldstjerne Roy Keane har helt ret, når han siger, at en advarsel til anføreren er en lille pris at betale for at få sit budskab igennem. Men hverken England eller Danmark eller nogen af de andre fodboldnationer, der har gået så meget op i de mange kritisable aspekter ved VM i Qatar, havde åbenbart mandsmod nok til at skulle risikere noget.
Slutrunder, hvor hele verden kigger med, er ellers perfekte til enkle budskaber. Tænk bare på Diego Maradonas Guds-hånds-mål i opgøret mod England i 1986. Argentina vandt som bekendt det betændte opgør fire år efter at have tabt Falklandskrigen til Storbritannien. Maradona sagde på pressemødet bagefter kampen, at »Målet blev scoret af en del Maradona og en del Guds hånd.« Efterfølgende sagde Maradona, at han betragtede målet som hævn for krigen.
Sovjetunionen nægtede at spille mod Chile iplayoff til VMi 1974, fordi kampen skulle spilles på et stadion, hvor diktatoren Augusto Pinochet havde fået politiske modstandere tortureret og dræbt. Chile fik af FIFA mulighed for at give bolden op uden modstander og at trille den ind i det tomme net og vinde 1-0.
Helt tilbage i 1934 boykottede Uruguay VM i Italien i protest mod Mussolinis fascister. I 1938 stillede det italienske landshold til gengæld op i sort fra top til tå – sort var fascismens farve.
Afrika boykottede VM i England i 1966, fordi ikke mindst et afrikansk hold var garanteret automatisk deltagelse. Reglerne blev efterfølgende ændret i 1970. Politisk motiverede handlinger ved VM er altså ikke noget nyt.
Ved dette VM har der allerede været flere markante fotoøjeblikke. Det var et stærkt øjeblik, da det iranske landshold nægtede at synge med på deres nationalsang før kampen mod England i protest mod det iranske diktaturs behandling af demonstranter ved opstanden i Iran.
Billeder siger som bekendt ofte mere end ord. De fleste husker vel stadig de to amerikanske atleter, Tommie Smith og John Carlos' Black Power-hilsen fra præmiepodiet ved OL i 1968, længe efter vi husker så meget andet fra det OL, og Colin Kaepernicks taking the knee-protest under afsyngningen af den amerikanske nationalmelodi i 2016 medførte en international bølge, der stadig holdes i hævd flere steder i dag i sympati med Black Lives Matter-kampagnen.
Ud fra ønsket om koncentration i lejren er det vel forståeligt nok, at DBU ikke vil have flere spørgsmål om ikke fodboldrelaterede spørgsmål, men historien viser, at det næppe er holdbart. Det klogeste i denne forbindelse ville have været at lade Simon Kjær være den første anfører til at vove skindet og bære regnbuebåndet. Det ville have sikret Danmark masser af positiv omtanke og sympati. Det var med andre ord en spildt photo-opportunity.
