____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Nogle gange er græsset vist bare lidt grønnere hos naboen. Det kan man vist roligt sande, efter at et svensk firma har uddelt en særlig bonus til alle sine medarbejdere.

Firmaets 45 medarbejdere har alle fået en million-bonus fra deres arbejdsgiver, efter at firmaet Nominit AB  har besluttet at fordele ikke mindre end 114 millioner kroner blandt virksomhedens ansatte. Og det skaber glæde i medarbejderstaben.

– Vi tabte alle kæben. Sådan noget sker kun i fantasien - og aldrig for os normale arbejdere, siger 30-årige ­Daniel Pettersson, der er en af medarbejdere, der i fremtiden kan se frem til mange penge på kontoen, til Aftonbladet.

De mange penge fordeles til medarbejderne efter, hvor længe de har været ansat i familievirksomheden. Alle medarbejdere får mindst en million kroner, mens nogle får op til to. Ti tidligere medarbejdere, der nu er gået på pension, får også en pæn sjat af pengene.

Firmaets ejere er det ældre søskendepar, 88-årige Sixten Norhed, samt hans  81-årige søster, Inger. Ligesom deres firma kommer de også fra byen Värnamo, og med den store gavmilde  gave, har de nu for alvor sat aftryk på byen.

Det familieejede firma, der producerer bolter og nitter, blev opstartet i 1937 af Sixten Norhed. Han ansatte derefter sin søster Inger til at blive økonomiansvarlig.

Søskendeparret har for længst trukket sig tilbage fra firmaet, og eftersom de ikke har nogle arvinger, vil de nu sikre, at firmaet også fremover vil bestå. - De er klassiske entreprenører, som elsket deres foretagende og deres medarbejdere. Og nu vil de give noget tilbage, siger parrets advokat Henrik Nilsson, der varetager den stiftelse, som fremover skal sikre firmaet og dets medarbejdere.

Det gavmilde søskendepar ønsker ikke selv at stå frem i pressen.