Lige efter påske og en måned frem indtager Nemos zirkusdirektør Søren Østergaard Tivolis Glassal. Hvor han med hjælp fra Sidse Babett Knudsen (der bl.a. optræder som finsk illusionist-hjælperske i uklædelig spadsere-dragt, tykke støttestrømper og blonderet hø-hår) og Pernille Højmark (frivolt indpakket og højt syngende fransk 50'er diva) genopliver varietéen i haven. Hvor den ikke har eksisteret siden 1968.

Varieté betyder egentlig »afveksling«. Og det er lige hvad gæsterne i Glassalen får. For ud over at de tre danskere agerer som russiske hypnotisører, cubanske sangere, mexicanske kunstskytter - så entrerer Søren Østergaard også med ægte, udenlandske artister. Så som den ukrainsk-russiske magiker og klovneduo Cube Triu, cykelartisten Konstantin Mouriviev og stepdanseren Marcel Peneux.

»Det hele kommer til at foregå på udansk og i en meget international atmosfære. Men selv danskere med meget ringe engelskkundskaber vil kunne forstå det hele, uden at hale ordbogen frem,« lover Søren Østergaard.

Det eneste nummer fra årene med Nemo, som Søren genopliver i varietéen, er Bager Jørgen. Det er som zirkus-kendere vil vide optræder med forskelligt dansende bagværk. Bager Jørgens varieté-nummer bliver dog både nyt og engelsk. Så hvad skal han monstro danse med? Scones?

»Desværre er Jørgen ikke SÅ dygtig. Så det bliver nok tarteletter,« forklarer Søren Ø og fremviser stolt det lækre guldkæde-koncept, som variteéns koreograf og kostumier Kirsten Brink har fundet til han varieté-boss-jeg i stedet for en butterfly.

»Det er lidt mere ulækkert end en sløjfe, og det passer fremragende til brillerne,« siger Søren - og stirrer henført på 70'er brillens lumre, gule glas.

For Pernille og Sidses vedkommende er det første gang, at de træder ind i Østergaards crazy-komiske univers. Og de er vilde med det. Selv højgravide Sidse, som i et af sine kostumer har fået en så heftig omgang polstring på popo'en, at hun stikker lige meget ud foran og bagpå - og i øvrigt ligner en østeuropæisk udgave af Peter Larsens Erna Iversen.

»Hun er rigtig god, hende her. Nu skal jeg bare lige have fundet det rigtige mørke toneleje til hendes finske stemme,« siger Sidse og forsøger at presse bagpartiet ned i den yndige gynge, som Pernille Højmark syngende skal svæve hen over scenen på.

Forestillingen, der bliver akkompagneret af et meget stort tremands orkester, bliver afsluttet med en hyldest til en så kendt person, at dennes navn først bliver afsløret til premieren 19. april. Og så kan du læse mere om varietéen og eventuelt blive linket videre til BilletNet via hjemmesiden www.tivoli.dk.