Emil Thorup havde væddet med Jenna Bagge om, hvorvidt de ville blive de første, der røg ud af "Vild med dans".

København. Tv-værten Emil Thorup røg fredag aften ud af "Vild med dans" som den første deltager i denne sæson af programmet. Det kommer ikke bag på ham.

- Jeg har været meget forberedt på det. Det har jeg. Jeg har sagt siden dag ét, at det var et wild card, for jeg er ikke den klassiske Vild med dans-deltager, siger Emil Thorup.

- Jeg tror måske, at der er forskel på de mennesker, der ser det her program, og dem, der følger med i det, jeg laver, siger han.

Ud over at arbejde som tv-vært, er han også møbeldesigner og har sin egen virksomhed. Det kommer nu hans partner, danserinden Jenna Bagge, til gode.

Da de først begyndte at danse sammen, indgik de nemlig et væddemål.

- Jeg havde alligevel tænkt, at det nok skulle gå, så jeg lovede Jenna (Bagge, red.) en sofa fra mit firma, hvis vi røg ud som de første. Så nu får hun en ny sofa, siger Emil Thorup.

Selv tager han blandt andet en rankere holdning med fra programmet.

- Der er sket en masse med mig. Når jeg hører et stykke musik, går jeg på en bestemt måde til det, og jeg er også begyndt at rette mig mere op, siger han.

- Jeg ville gerne blive tonet og trænet og få en forståelse for dansen, og det synes jeg, jeg kan tage med. Og så har det været hyggeligt at lave tv igen, men jeg tror, jeg er bedre som vært, siger han.

"Vild med dans" sendes fredag klokken 20.00 på TV2.

/ritzau/