Designeren Susanne Rützou har været en af de »spejlglatte succeshistorier« i medierne. Men en konkurs vendte op og ned på hendes liv. I dag er det ikke længere minustid at skulle købe ind, lave mad og se andre mennesker. Før konkursen i 2013 var hun identisk med sit arbejde: Hun var, hvad hun lavede. I dag er det omvendt: Hun laver, hvad hun er.
Når man altid har været lidt a en »workaholic«. Altid har følt sig identisk med sit arbejde. Og oven i købet gennem årene har koketteret med at sige:
»Jeg er, hvad jeg laver.«
Hvad sker der så den dag, man ikke længere laver noget?
Når visitkortet er deponeret, er ens identitet så hængt op på et bøjlestativ? Eller pakket ned i kasser sammen med alle de kjoler, frakker, trøjer, tørklæder og bukser med ens eget navn, der ikke længere skal sælges i butikkerne?
Den dag, man ikke står bag den seneste nye Rützou-forårskollektion, fordi man er gået konkurs. Ikke længere er designer med eget selvstændigt brand herhjemme og kunder i 20 andre lande.
Hvem er man så?
»Jeg sidder ikke og piller mig selv i navlen med mine eksistentielle tanker hele tiden eller har dedikeret alle mine vågne timer til mindfulness,« konstaterer designeren Susanne Rützou.
Læs også:
»Men det har slået mig, hvor meget andre har forbundet mig med mit professionelle virke. Hvor identitetsskabende vores arbejdsliv egentlig er. Også for én selv. Jeg har skullet finde ud af, hvem jeg egentlig var, når jeg ikke arbejdede det meste af døgnets timer, men i stedet holdt pause og dyrkede langsomheden og refleksionen og ikke overordnet så på mig selv som travl designer og leder. Det har på mange måder givet mig en række nye indsigter,« siger hun om de seneste halvandet år.
Og konstaterer så:
»Jeg er langt fra at være på plads med det hele, men jeg hviler mere i mig selv nu, end jeg har gjort i mange år. Og jeg er begyndt at se farverne igen.«
Hun ved godt, hvor privilegeret hun er. Hun gik ikke personligt konkurs og har, som hun siger, heldigvis haft mulighed for at tage sig tid til »at føle godt efter«.
Der har været behov for det, hun kalder for en overkompensation. For når man har været så »comitted« til sit arbejde, kræver det ekstra meget fokus pludselig ikke længere hele tiden at skulle »gøre«, men bare »være«. Det kræver tilvænning at komme overens med den nye larmende stilhed. At give tiden lov til at fylde på dens egne præmisser.
»Jeg har skullet øve mig rigtig meget i at skifte frekvens. Læne mig mere tilbage, føle efter og være nærværende i nuet. Og har fundet ud af, hvor anselige kvaliteter, der er i dét. Gradvis har jeg mærket, hvor opskruet tempoet er i vores del af verden, og hvor unaturligt det er for menneskets psyke.«
Læs også:
Hun er videre, siger hun, efter den konkurs, der ramte hendes firma i efteråret 2013. Og som hun paradoksalt nok kan takke for, at hun fik foretaget noget af en »turnaround« i sit liv. Et vendepunkt af de helt store, som har fået hende til at betragte det hele fra nye og andre vinkler.
Og konkursen, den har hun i dag lagt bag sig.
»Der kan gå flere uger, uden at jeg tænker på det. Den helt store forandring er nok, at jeg i dag ikke føler mig presset eller stresset, som jeg helt kronisk gjorde tidligere. Jeg har igen en travl hverdag. Har projekter og nye interesseområder, som jeg opsøger og prøver at blive klogere på.«
Støt og roligt er hun begyndt at få indretningsopgaver af forskellig art. Hun rejser, gerne til steder, hun ikke har været før. Læser meget, noget som hun i den grad har savnet.
»Mine dage er fulde. Men forskellen er nu, at jeg ikke påtager mig mere, end at jeg stadig kan fordybe mig og ikke bliver pirrelig og stresset, når hverdagen spiller mig et puds, og jeg ikke når alt det, jeg har sat mig for.«
Læs også:
I dag er prioriteringen langt mere holistisk. Før »vendepunktet« i 2013 var planlægningen altid af nød, tætpakket og udelukkende med arbejdsrelaterede opgaver. Med indkøb, madlavning og andre praktiske gøremål som forstyrrende elementer. Selv sociale momenter kunne virke som en slags »minustid«, fordi der var noget arbejde, hun skulle have brugt tiden på.
Det har krævet en vis øvelse at indse, at der ikke findes spildtid. At det ikke er nyttesløst at sætte sig ned og skrive til nogen, uden presserende formål. Eller at nedfælde nogle tilfældige tanker fra en dag.
»Egentlig kan jeg rigtig godt lide at skrive. At gøre mig umage med ordene. Men fordi mit arbejdspres altid har været så stort, har jeg bøvlet lidt med en tvangstanke om, at det er spild af tid. At der er meget, som er spild af tid, men som i virkeligheden slet ikke er det.«
Tvangstanken om »spild af tid« har afsæt i arbejdspresset før konkursen.
Læs også:
Tidligere var Susanne Rützous hovedansvar det kreative – hun stod for at udvikle nye kollektioner. Og når kollektionerne fik hendes fokus, kom hun for eksempel hurtigt håbløst bagud med at besvare mails.
»Jeg fik oparbejdet en vis frustration og følte, at det næsten var omsonst at besvare dem. For når jeg endelig fik svaret, så svarede mange prompte tilbage, og så var der lige flettet yderligere et spørgsmål ind. Det føltes uendeligt.«
Den tilstand, Susanne Rützou befandt sig i før konkursen, også længe inden det ramlede, som hun siger, var regulær udmattelse.
»Det er ikke en særlig rar betegnelse at sætte i panden på sig selv. Men retrospektivt må jeg nok erkende, at arbejdspresset til sidst hang mig ud af halsen. Jeg var midlertidigt »slukket«.«
Netop fordi vi i dag har så megen viden om stress, ernæring, motion og livskvalitet gør det nederlaget endnu større, når man ikke selv formår at sætte foden på bremsen, mener Susanne Rützou.
»Jeg kunne sagtens fortælle mig selv om morgenen, hvor godt det ville være med en løbetur, fysisk såvel som mentalt. Et middel til at slippe det hele lidt. Det lykkedes engang imellem, men med en hverdag med fire timers søvn om natten fire måneder i træk fik jeg aldrig en rytme i det. Jeg ville for det meste hellere sætte uret på 20 minutters ekstra snooze.«
Læs også:
Set i bakspejlet skulle hun hellere have fundet en motionsform, som ikke fra starten virkede uoverkommelig.
»Noget afslappende som yoga for eksempel, det giver mig overskud – jeg har altid vidst, at det ligger godt til mig.«
I dag dyrker Susanne Rützou yoga næsten dagligt og har langt om længe fået hul på også at meditere.
I det hele taget har hun fået øjnene op for en hel masse, hun ikke havde forestillet sig. Det har været forfra, helt forfra. Ikke med at banke et nyt modeforetagende op igen hurtigst muligt. En ny Rützou-model. Det hele stritter på hende, hvis hun tænker den tanke.
»Det første år efter konkursen nød jeg ikke at skulle være kreativ på kommando. Jeg blev også skilt fra min mand i den periode. Det var på flere planer en god bearbejdningsproces bare at være praktisk. At bruge min tid på at afvikle vores store, gamle lejlighed og senere renovere en ny base, hvor mine børn og jeg kunne starte på en frisk.«
Ved siden af alt det praktiske, har Susanne Rützou udfordret sig selv med at stille spørgsmålet:
»Hvis jeg ikke længere er, hvad jeg laver, hvem eller hvad er jeg så?«
Læs også:
Det havde været nærliggende at starte forfra som designer i et nyt setup. Men det havde bare været »same, same, but different. Så havde jeg ikke brugt den fantastiske chance, jeg pludselig stod med, da mit firma nu alligevel gik konkurs. En chance for at opdatere mine visioner. Havde jeg bare fortsat i lige linje, ville jeg have brugt mit liv på en beslutning, jeg tog, da jeg var i begyndelsen af 20erne. Det kunne jo være interessant at lade mine valg fremover afspejle den, jeg er i dag.«
Susanne Rützou vil ikke udelukke, at hun på et tidspunkt kommer til at arbejde med mode igen.
»Men efter 25 år i samme rille har jeg mere lyst til at udtrykke mig kreativt i et nyt spor, måske mere over i indretningsregi. Men stadig med afsæt i mit oprindelige formsprog og min kærlighed til farver, teksturer og det naturdrevne.
Der hersker en anden tid, som stadig er præget af strømninger, og jeg kan mærke, at det drager mig at opfange de strømninger.
Det er stimulerende at skulle omkode og definere mit kreative univers til et andet medie, som dog er hjemmevant.«
Som helt ung fik Susanne Rützou indprentet, at ville man være god til noget og tages seriøst, skulle man holde fokus på ét område og blive der. »Den grundsætning er nok stadig et udmærket råd til en ny udsprunget studine. Men dels har tiden ændret sig med gældende præmisser, dels har jeg vel også på nuværende tidspunkt bevist, at jeg er i stand til at fordybe mig. Derfor tænker jeg, at vejen for mig fremover vil være at vende den om. At sprede mig over et mere bredspektret område med lystbetonede projekter, hvis fællesnævner er, at jeg nu vil lave det, jeg er. Og ikke som tidligere: Være det, jeg laver.«
Susanne Rützou kalder det for mega-excentrisk over en længere periode at forholde sig til, hvad der vil gøre én glad.
»Mega-excentrisk«, gentager hun.
Læs også:
»Det er et kæmpe privilegium at kunne sige nej tak til forskellige projekter, som kun ville have min interesse, fordi de ville være en fast indtægt. Jeg værdsætter det hver eneste dag. Dét at have friheden til at vælge fra. I hvert fald indtil videre.«
At mange andre måske også burde trække stikket ud i en periode, og som hende selv finde en ny fællesnævner eller et nyt ståsted i tide er ikke noget, hun umiddelbart vil anbefale.
Hun har slet ingen trang til at fortælle folk noget som helst. Hverken at vi skal begynde at leve langsommere, droppe det veltilrettelagte liv og lade spontaniteten tage styringen.
»Min sandhed er ikke nødvendigvis andres. Tværtimod tænker jeg mere og mere, at folk må leve, som de vil. Vi burde være meget bedre til at sætte hinanden fri og nyde mangfoldigheden, i stedet for at dømme og fordømme og presse vores egne normer og værdier ned over hovedet på vores omgivelser.«
Når Susanne Rützou alligevel har ladet sig overtale til offentligt at tale om sin nye »turnaround«, er det fordi, hun mener, der er nogle langt bredere problemstillinger, end kun lige det, der er blevet hendes egen fortælling.
»Jeg kan se en pointe i, at der også en gang imellem er lidt mere hudløse vinkler på de alment menneskelige aspekter og problemstillinger, som rigtig mange mennesker kløjes i. En refleksion til alle de spejlglatte succeshistorier, jeg selv og mange andre karriere-mennesker har været med til at lægge op som glansbilleder i medierne.«
Hun erkender, at det sikkert kan fremstå prætentiøst og klichébelagt at præsentere et liv, der i hvert fald for en stund tillader sig dvæle ved banaliteterne.
Læs også:
»I de miljøer, hvor man bryster sig af at have et højt informations- og bevidsthedsniveau, må man for alt i verden ikke være banal. Det er tabu. Men nu er det jo sådan, at det banale udmærker sig ved dets almene gyldighed. Der er nogle helt tidstypiske basis-kvaliteter, vi som moderne mennesker tilstræber i vores hverdag, begrebet »nærvær« for eksempel. Det slynger vi om os i alverdens sammenhænge og bedyrer dets vigtighed som en slags hurtig aflad. Og så suser vi videre. Det har jeg selv gjort. Jeg kan i virkeligheden ikke helt forstå, hvordan mine børn kom så hurtigt fra børnehave til Roskildefestival.«
Det har været tid til eftertanke for Susanne Rützou. Til at finde ud af, hvad livet kan indeholde i »koncentreret form«, når alt det overflødige er skrællet af.
»Jeg tror, at den sorte boks i vores selvværd mest af alt rummer aftrykket af de nære menneskelige relationer,« siger hun.
»Selvfølgelig sætter de professionelle kompetencer og bedrifter også sit præg. Men i sidste ende er det ikke karrieren, der afgør, om vi føler, at vi lykkes som mennesker. Jeg har været lidt bagud på point der, men er ved at komme efter det. Og så befinder jeg mig ret godt med at lave det, jeg er, i stedet for at være det, jeg laver.«
