Fans af Justin Bieber venter med længsel på den canadiske teenage-stjernes første koncert herhjemme.

Tonerne af Justin Biebers megahit "Baby" fylder teenage-værelset. Fra loft og vægge smiler den unge stjerne ned i utallige udgaver. Mens 15-årige Vivien Chan følger Bieber tæt på Twitter, er veninden Lisa, 16, opslugt af hans Facebook-profil.

De to veninder er "beliebers", hardcore fans af Justin Bieber, som spiller sin første koncert i Danmark 1. april. Et totalt udsolgt show, der i den grad bliver talt ned til.

- Det er en stor ting, at han kommer til vores land, siger Vivien Chan og knuger sin Bieber-halskæde.

- Det bliver helt vildt fantastisk. Nok den største oplevelse i mit liv indtil videre, slår Lisa Kastleen fast.

Og de to veninder ved, hvad de snakker om. De har nemlig begge skreget sig hæse til Justin Bieber-koncerter i udlandet. Og de har kæmpet for at få ham til Danmark via en Facebook-gruppe og en parade på Støget i København. Nu er missionen endelig lykkedes.

- Vi har arbejdet hårdt på at få ham til vores hjemland. Det er noget helt specielt, fordi vi også gør andre fans glade. Det, synes jeg, er rigtig fedt, fortæller Lisa Kastleen.

Justin Bieber blev opdaget på YouTube, og det var også her Lisa Kastleen og Viven Chan faldt for den unge canadier. Siden da har de lidt af 'The Bieber Fever', som der står på Viviens armbånd.

- Han har en fantastisk personlighed, han er en inspiration, han synger godt, og så er han stadier over lækker. Så vi glæder os helt vildt til koncerten, siger Lisa Kastleen, mens hun guffer på idolets yndlingsslik, gule skumfiduser, som er hentet hele vejen fra USA.

Justin Bieber går på scenen i Jyske Bank Boxen i Herning den 1. april klokken 19.

/ritzau/