Livstidsdommen mod Mladic udløser lettelse blandt de efterladte efter nyere tids værste massakre i Europa.

Haag. Jubelråb brød ud blandt ofre og pårørende, der var samlet omkring skærme i Bosnien eller uden for retssalen i Haag onsdag for at følge domsafsigelsen mod tidligere hærchef Ratko Mladic.

Organisationen Srebrenicas Mødre, en af de mest fremtrædende sammenslutninger af efterladte fra Srebrenica, erklærer sig delvist tilfreds med livstidsdommen.

- Det er mere end Karadzic fik. Men de kendte ham ikke skyldig i anklagen om folkedrab i visse landsbyer, siger Munira Subasic, der er leder af Srebrenicas Mødre.

Sidste år blev de bosniske serberes tidligere politiske leder Radovan Karadzic idømt 40 års fængsel for sin rolle i krigen.

- Jeg vil have retfærdighed, og retfærdighed vil være fængsel på livstid, sagde en anden enke, Ajsa Umirovic, forud for afgørelsen i Haag.

Hun mistede ikke færre end 42 familiemedlemmer i Srebrenica-massakren i 1995.

Andre efterladte giver udtryk for, at fængsel på livstid slet ikke er en tilstrækkelig hård dom, eller at den kommer meget sent - over 20 år efter, at de voldsomme forbrydelser blev begået.

Forud for onsdagens domsafsigelse delte Munira Subasic sine minder om Mladic fra tiden umiddelbart inden, at massakren blev udført i den bosniske by.

- Han delte chokolade og slik ud til børnene, så længe kameraerne rullede. Han fortalte os, at der ikke ville ske noget, og at vi ikke havde noget at frygte, husker Munira Subasic.

- Da kameraerne var væk igen, gav han ordre til at dræbe alle, der kunne dræbes, og voldtage alle der kunne voldtages. Til sidst beordrede han os alle bandlyst og jaget ud af Srebrenica, så han kunne lave et "etnisk ren" by, fortæller hun til Reuters.

/ritzau/AFP