Han var berømt, forhadt og rig.

Men nu er det slut. Olie-milliardæren T. Boone Pickens er død. Onsdag sov han ind i sit hjem i Texas, 91 år gammel.

Der er dermed sat et sidste punktum i en af de mest markante historier fra den amerikanske oliebranche i nyere tid.

T. Boone Pickens blev rig, rigtig rig, men på vejen dertil efterlod han sig en række spor, som gjorde ham forhadt helt ind i de store oliefirmaer.

Rigdommen skabte han i sin olievirksomhed Mesa Petroleum Company, der blev stiftet i 1964, men en særlig fremgangsmåde fik formue til at vokse betragteligt.

I 80'erne truede T. Boone Pickens store olieselskaber som Gulf Oil med fjendtlige overtagelser. Fidusen var simpel. Via sit eget selskab ejede han mindre aktieandele i de store selskaber, og så truede han ellers med at sætte gang i en såkaldt fjendtlig overtagelse af deres selskaber.

Kupforsøg, som Pickens sandsynligvis var klar over, aldrig ville komme til at ske, men hans trusler fik alligevel de rystede virksomhedsejere til at købe hans aktier tilbage til tårnhøje priser.

Milliardæren har selv argumenteret for, at han forsøgte at sætte gang i udviklingen i de store firmaer til gavn for alle aktieejere.

»Jeg har altid troet på, at status quo uundgåeligt må føre til fiasko,« er han citeret for.

Men i 2007 var det slut med olie. Råstoffet, der havde gjort ham til milliardær, blev afløst af vindenergi. T. Boone Pickens annoncerede, at han ville bygge verdens største vindfarm. Et projekt, der aldrig blev til virkelighed. Fire år senere var det naturgas, T. Boone Pickens kastede sig over, indtil han i 2018 sagde stop. Helbredet var for dårligt.

Ved sin selvvalgte pensionering udtalte han:

»It has been one hell of a roller coaster ride.«

En ganske præcis beskrivelse af, hvordan hans formue er vokset og faldet i takt med oliepriserne og værdien af hans mange aktier.

En formue, der i stor stil blev brugt til velgørende formål og til at støtte præsidentkandidater som George Bush Jr., Jeb Bush og til sidst Donald Trump.

Men onsdag var det slut for manden, der forklarede, at hans intelligens kunne regnes i prisen på brændstof.

»Min IQ er på niveau med priserne for brændstof. På tre dollar er jeg et geni. På 1,50 dollar er jeg en idiot. Du må ikke tale for hurtigt til mig, den er på 1,53 dollar i dag.«