USA: En jury i delstaten Colorado har torsdag kendt 27-årige James Holmes skyldig i drab, efter han i 2012 skød og dræbte 12 personer i en biografsal i USA.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Holmes, der også er fundet skyldig i drabsforsøg, åbnede under episoden i 2012 ild i en biograf i Aurora, en forstad til Denver i Colorado, under premieren på den nye Batman-film »The Dark Knight Rises«. Her dukkede han op iført skudsikker vest og gasmaske og smed en gasgranat ind i salen, hvorefter han skød omkring sig.

Gennem retssagen har den nu 27-årige mands forsvarere argumenteret for, at James Holmes ikke kunne kendes skyldig, fordi han efter eget udsagn var sindssyg i gerningsøjeblikket.

Men juryen har altså fundet Holmes skyldig, og anklagemyndigheden kan nu gå efter dødsstraf.

BNB