Natten til onsdag er syv biler brændt af i Malmø, og de seneste uger har der været 31 bilbrande alene i det sociale boligområde Rosengård, som er det hårdest ramte område under en tilsyneladende epidemi af påsatte brande på parkerede biler.

»Det starter omkring midnat med den første brand og det fortsætter indtil daggry. Det er ikke kun ét sted, men breder sig i et område. Vi ved ikke, om det er den samme person eller gruppe, der flytter sig rundt og påsætter alle brandene, eller om den første brand ligesom »smitter« andre til at gøre det samme,« siger pressetalsperson for politiet i Malmø Ewa-Gun Westford til Berlingske.

Brandene påsættes mange steder i Malmø, men det er især i de indvandrertætte boligområder Rosengård, Kroksbäck og Lindängen.

Westford vil ikke gætte på, hvem der står bag brandene. Hverken antal af gerningspersoner, køn, etnisk baggrund eller motiv er kendte, for »vi er jo slet ikke færdige med opklaringen, vi står stadig midt i hændelsesforløbet«..

Hun går dog så langt som at det er »ungdomar« - altså unge mennesker - der står bag.

»Jeg tror, at de unge mennesker måske går og keder sig lige nu? Tidligere er bilbrandene sket i forbindelse med social uro, men i denne sommer mærker vores lokalpoliti ude i boligområderne ingen særlig utilfredshed eller vrede, og sammen med kommunens folk har de en vældig god kontakt med deres områder,« siger Ewa-Gun Westford.

Det store skånske dagblad Sydsvenskan rapporterer om uro og bekymring blandt beboerne i de boligområder, som er ramt af bilbrande:

»Det er trist, men hvad kan man gøre?,« spørger en ejer til en af de brændte biler mandag morgen den udsendte reporter fra Sydsvenskan.

»Jeg bor i Rosengård, og lige nu har vi valget at flytte eller acceptere tingenes tilstand. Politiet er nødt til at gøre noget og tage kontrollen tilbage over området,« siger manden, der navngives som »Omar«..

Ewa-Gun Westford oplyser, at politiet indtil videre ikke indkalder ekstra mandskab til at opklare eller forebygge bilbrandene, selvom der dog i nat var en politihelikopter i luften for at prøve at fange gerningspersonen eller -personerne.

En opgørelse af den svenske statsradiofoni SVT har tidligere vist ressourcemangel ved politiet i »Region Syd«, som omfatter Malmø. I juli må de klare sig med halvdelen af betjentene på arbejde og at i august vil kun 62 procent af politistyrken være aktiv.

Det skyldes sommerferien og hænger ikke sammen med grænsekontrollen eller andre opgaver med flygtninge/migranter, oplyser Westford.

»Det er en national indsats, som har ramt alle regionerne, men for en stor del er der nu ansat civilt personel til at udføre arbejdet. Det har ikke en direkte indflydelse på hvordan vi håndterer bilbrandene,« siger hun.

Politiet i Malmø har samlet en statistik over samtlige bilbrande i politikredsen de sidste otte år, fordelt på lokalområder. 2009 er stadig det store år i bilbrandsstatistikken  med i alt 628 bilbrande, tallet er faldet gradvist til en halvering sidste år, i 2015 i alt 316 bilbrande.

Læs Statistik antalet bilbränder i Malmö

I 2016 er der indtil nu brændt 140 biler af i hele politikredsen, heraf 79 i »lokalpolisområde Söder«, sydøst for byen, der omfatter Rosengård.