Verdenssundhedsorganisationen WHO advarede mandag om, at millioner af ukrainere står over for en farlig og livstruende vinter.

Det skyldes de mange angreb rettet mod den ukrainske infrastruktur, der har til formål at gøre livet surt for de ukrainske borgere.

Særligt elnettet og vandforsyningen er hårdt ramt.

I det netop tilbageerobrede Kherson må borgerne se sig nødsaget til at samle vand fra vandpytter, da der er kritisk mad- og vandmangel i byen.

Billede af Kyiv under et strømafbrud
Billede af Kyiv under et strømafbrud Foto: SERGEI SUPINSKY
Vis mere

Imens er de ti millioner mennesker, der bor i byerne Kyiv, Odesa, Vinnytsia og regionen Sumy lige nu uden strøm, efter russiske styrker ødelagde store dele af den ukrainske infrastruktur, kunne præsident Zelenskyj meddele torsdag.

»Vi forventer, at mellem to og tre millioner mere kommer til at forlade deres hjem i søgen efter varme og sikkerhed,« lød den alvorlige melding fra den europæiske regionschef i WHO, Hans Kluge.

B.T.s internationale korrespondent Jakob Illeborg var selv i Ukraine, da krigen brød ud i slutningen af februar. Her så han selv med egne øjne, hvordan russerne bevidst går efter at ødelægge ukrainsk infrastruktur.

»Det er en meget forfærdelig situation. Jeg så selv de områder nordvest for Kyiv, som russerne angreb i begyndelsen af krigen. Jeg så, hvor forfærdeligt ødelagte de var. Der stod det klart, at der forelå en bekymrende situation for de tusindvis af beboere i området, da kulden kom. Den situation er blevet mange gange værre nu,« fortæller han.

Jakob Illeborg. International korrespondent hos B.T.
Jakob Illeborg. International korrespondent hos B.T. Foto: Jon Wiche
Vis mere

Det er et problem, for med den ukrainske vinter for døren, uden vand og varme, er der mange ukrainere, der kommer til at fryse.

»Alle, der har været i Ukraine om vinteren ved, at det er rasende koldt. I store dele af de områder, russerne har været i, er byerne smadret. Det er svært at holde varmen. Og selv de steder, hvor de ikke har været, går de efter at skabe lidelse og kulde blandt befolkningen. Det er voldsomt bekymrende, for vinteren er lang,« fortæller Jakob Illeborg, og tilføjer:

»Man går bevidst efter ikkemilitære mål for at gøre livet surt for ukrainerne. Det er både ufint og ikke efter reglerne, men russerne spiller ikke efter reglerne.«

Ifølge Jakob Illeborg arbejder den ukrainske regering og Vesten på at få geninstalleret dele af infrastrukturen, så de ukrainske borgere får varme, elektricitet og vand. Men det er et kapløb mod tiden.

En frivillig sorterer tøj, der skal doneres til ukrainske borgere, så de kan holde varmen i den kolde vinter.
En frivillig sorterer tøj, der skal doneres til ukrainske borgere, så de kan holde varmen i den kolde vinter. Foto: MYKOLA TYS
Vis mere

Derfor tror Jakob Illeborg, at det er en mulighed, at vi kommer til at opleve mange ukrainere, der flygter mod de vestlige lande for at komme i sikkerhed.

»Hvis de tager afsted, er det ikke med deres gode vilje. De vil gerne være i Ukraine. Men vi må forvente, at der kan komme en ny strøm af ukrainere, der mener, at vilkårene i Ukraine er for barske,« afslutter han.