En kvindelig ambulanceredder i Sverige er søndag blevet dræbt, efter at hun blev angrebet, mens hun var på arbejde.

Men ifølge det svenske Ambulanceforbund burde ambulancen aldrig i første omgang være blevet sendt dertil, hvor overfaldet skete.

Det siger Henrik Johansson, der er forbundssekretær i Ambulanceforbundet, til det svenske medie SVT.

- Baseret på den information, vi har om sagen, ud fra det, vi kan se i vores efterforskning og faglige underretninger, som vi er blevet bekendt med, burde der ikke have været sendt en ambulance til stedet, siger han.

Forbundssekretæren understreger over for mediet, at politiet ikke har bekræftet fagforeningens billede af hændelsesforløbet.

Johansson uddyber ikke, hvorfor ambulancen ifølge ham ikke burde være rykket ud, men fortæller, at det er et udbredt problem, at ambulancereddere sendes til steder, hvor vold kan opstå.

Derfor har Ambulanceforbundet længe efterlyst, at der kommer en slags markering af sådanne adresser og bedre informationsudveksling mellem myndigheder.

- Det tragiske tilfælde i dag betyder, at en kollega aldrig kommer hjem igen. Og det kunne være undgået, siger Johansson til SVT.

Meldingen om hændelsen kom ind klokken 11.30 lørdag, skriver det svenske nyhedsbureau TT.

En 25-årig mand er efterfølgende blevet varetægtsfængslet, og han mistænkes for drab.

Manden er ifølge svensk radio tidligere blevet dømt for at have mishandlet en person og truet denne med en kniv, skriver nyhedsbureauet. Ambulancen var blevet tilkaldt for at hjælpe manden, oplyser en anklager til radioen.

Der blev ifølge politiet brugt en "skarp genstand" i overfaldet mod ambulanceredderen.

/ritzau/