Udadtil ligenede Chief1 en succes, da han hittede, først som musiker og sidenhen som musikproducer. Men mens han lavede hits, mistede han grebet om sin økonomi.  

Historien om Chief1s karriere, succeser og nedture udrulles dette efterår i musicalen 'What is love', som han selv har skrevet. Karrieren har blandt andet været præget af dårlig økonomi og angst, siger han til Se og Hør.

Han uddyber til mediet, at hans angst blev udløst af, at det var mentalt hårdt for ham at optræde som del af bandet Rockers By Choices. Det er også årsagen til, at han skiftede til den mere anonyme producerrolle, fortæller han.

Men det skrantende psykiske velbefindende var ikke den eneste omkostning for Chief1 med det borgerlige navn Lars Pedersen. 

Bag hans musikalske succeser gemte der også et økonomisk udestående med skattevæsenet.

»Jeg havde været en almindelig teenager, der pludselig var omgivet af skrigende fans på grund af mit første band Rockers By Choices. Pludselig havde jeg en skattegæld, da jeg intet vidste om b-indtægt,« forklarer Chief1 til mediet.

Han tilføjer, at han dog gerne ville genleve tiden i bandet, selvom det for ham var en tid præget af mental mistrivsel. 

Ifølge mediet er han nemlig overbevist om, at han kunne have undgået at opbygge skattegæld, hvis han havde fået mere rådgivning dengang. 

'What Is Love' opføres på Fredericia Musicalteater frem til 18. oktober i år.