Det er fire år siden, Mette Cornelius fik diagnosen.
Efter hun i adskillige år havde søgt svar på, hvad det var, der havde været med til at give hende stress og angst.
Den danske tv-vært blev nemlig først diagnosticeret med ADHD som 40-årig. Og selv om der nu er fundet en årsag til nogle af de problemer, hun har kæmpet med i så lang tid, har diagnosen stadig stor indvirkning på hendes arbejdsliv.
Det fortæller hun til B.T.
»Jeg kan mærke, at hvis jeg har været meget 'på' i et par dage, så er jeg nødt til at have en pause, for min hjerne kan ikke blive ved,« lyder det fra Mette Cornelius, som faktisk har bøvlet med diagnosen siden 2007.
Hun vidste det bare ikke før 14 år senere.
Og derfor har hun da også tidligere måttet droppe flere arrangementer med venner og kolleger gennem årene.
»Mit ADHD har førhen betydet, at jeg har måttet melde fra til nogle sociale arrangementer i forbindelse med job,« forklarer hun videre.
Siden sensommeren 2024, hvor Mette Cornelius stoppede som tv-vært på Discovery, har hun arbejdet som selvstændig sammen med sin mand i deres nye firma, Human Touch Media.
Og netop jobbet som selvstændig har faktisk givet hende nogle bedre muligheder for at tage en pause fra arbejdet, hvis ADHD'en pludselig kræver det.
»På den måde kan jeg nu passe bedre på mig selv, fordi arbejdslivet er meget mere fleksibelt,« afslutter Mette Cornelius.