Selv om EU-regler vil blive fulgt "i ånden", flytter Facebook 1,5 milliarder bruger væk fra EU's rækkevidde.

Dublin. Facebook flytter ansvaret for 1,5 milliarder brugere fra Irland til Californien. Det sker i forbindelse med, at det sociale medie indhenter nye tilladelser fra brugerne til at bruge deres oplysninger.

Tilladelserne indhentes, så de er gældende, før et nyt sæt regler fra EU om beskyttelse af oplysninger, som dem Facebook har liggende, træder i kraft.

Det skriver den britiske avis The Guardian.

Manøvren sker, selv om Facebooks stifter, Mark Zuckerberg, har svoret at følge "ånden" i EU's nye regelsæt.

EU's regler, der forkortes GDPR, træder i kraft 25. maj. En af sanktionerne i regelsættet lyder, at et selskab kan straffes med bøder på op til fire procent af den globale omsætning.

Zuckerberg har tidligere på måneden erklæret, at selv om Facebook var ved at sætte sig ind i detaljerne i EU-reglerne, ville de følge dem "i ånden", når det kom til alle Facebook-brugere.

Facebook-stifteren blev spurgt, om dette stadig var hans holdning, da han var til høring i Kongressen i USA. Her svarede han bekræftende.

I en udtalelse til The Guardian skriver Facebook:

- Vi har været tydelige omkring, at vi tilbyder alle, der benytter Facebook, den beskyttelse, kontrol og indstillinger omkring deres private oplysninger.

Facebook og selskabets beskyttelse af brugernes oplysninger er kommet i fokus efter historie om analyseselskabet Cambridge Analytica. Selskabet var angiveligt i besiddelse af 87 millioner brugeres oplysninger.

Siden da har Zuckerberg været til høring i det amerikanske parlament, og i EU-Parlamentet har et flertal også ønsket at stille spørgsmål til Facebook-stifteren.

Facebook uddyber til The Guardian, at skiftet ikke får betydning for indbetalingen af skat. På den måde skal omsætningen fra de 1,5 milliarder brugere stadig blive bogført i Facebooks internationale hovedkvarter i Irland.

/ritzau/