Den 43-årige dansker Hanne Anette Balch Fjalestad, der siden lørdag har været savnet efter skudmassakren på den norske ø Utøya, er død. Det bekræfter Hannes far over for bt.dk.

- Jeg fik beskeden fra norsk politi, der ringede til mig kort før klokken 13, siger Per Balch Sørensen. 

- Politiet oplyste, at Hanne er blevet fundet på et sygehus i Oslo. Hun er blevet skudt.

 - Nu har vi fået nyheden, men jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske nu. Jeg har været i kontakt med Hannes ældste søn i Norge, og han er i dyb sorg, men forholder sig fattet, siger faren.

Per Balch Sørensen lægger vægt på, at familien nu endelig har fået afklaring efter fem dages smertefuld ventetid.

- Vi har det bedre nu, fordi vi ved besked. Nu ved vi, at Hanne i det mindste ikke har ligget i vandet. Vi har grædt mange tårer de sidste par dage, men det er faktisk godt, at vi nu har fået et endeligt svar, siger han til bt.dk.

Dem mindes vi i dag


Den 43-årige kvinde bliver ifølge Per Balch Sørensen ført til sin norske hjemkommune, Lunner, hvor hun sandsynligvis bliver begravet.

- Hun ofrede sit liv for Norge, og så skal hun også hvile i norsk jord, siger faderen til Herning Folkeblad.

I de seneste par dage dage har der været en lind strøm af mennesker, der har lagt blomster foran faderens hus i Herning. Han opfordrer i stedet folk til at tænke på Hannes fire børn, der nu har mistet deres mor.

- Vi har oprettet en bankkonto, hvor folk i stedet for at lægge blomster kan støtte Hannes børn, siger Per Balch Sørensen.

Hanne Anette Balch Fjalestad var samarit på Arbeiterpartiets Ungdomsforbunds sommerlejr på Utøya.

LÆS OGSÅ:

Hun efterlader sig fire børn, deriblandt 20-årige Anna Balch Fjalestad, som overlevede dramaet på Utøya.

LÆS OGSÅ:

Politiet i Norge har desuden nedjusteret antallet af savnede efter fredagens massakre på øen Utøya fra fem til en, oplyser norsk TV2.

Opdateres...