Colombias præsident sagde tirsdag, at han mener, at der bør indledes strafferetlig proces mod Trump.
Den colombianske præsident, Gustavo Petro, har tirsdag talt til FN's Generalforsamling i New York, hvor han har opfordret til det, han kalder en strafferetlig proces mod USA's præsident, Donald Trump.
Det gør han på baggrund af de angreb, som USA den seneste tid har udført mod flere fartøjer i Caribien.
Bådene har ifølge USA været lastet med ulovlige stoffer, og Trump har sagt, at angrebene er en del af USA's mål om at slå hårdere ned på narkokarteller.
Petro sagde tirsdag, at ubevæbnede unge og fattige mennesker er døde i angrebene.
Flere end 12 personer har ifølge nyhedsbureauet AFP mistet livet i angrebene, der har været rettet mod mindst tre forskellige fartøjer.
Det første kendte angreb skete den 3. september
Donald Trump bør ifølge Petro blive mål for efterforskning for sin ordre til amerikanske styrker om at ramme "unge mennesker, som bare ville flygte fra fattigdom".
- Der skal indledes en strafferetlig proces mod de embedsmænd, der er fra USA. Dette inkluderer den højtstående embedsmand, der gav ordren, præsident Trump, sagde Petro tirsdag.
Mange af bådene, som er blevet bordet eller angrebet af den amerikanske flåde, er kommet fra Venezuela.
Petro mistænker dog selv, at nogle af de dræbte har været colombianske statsborgere, sagde han tirsdag.
Også Trump har tirsdag i New York udtalt sig om sagen. Det skete tidligere på dagen, hvor han afviste bekymringer om, at drabene på personer på bådene har været ulovlige. Han sagde samtidig, at han vil fortsætte USA's kamp mod narkosmuglere.
- Til alle terrorbøller, der smugler giftige stoffer ind i USA, I er advaret om, at vi vil udslette jer.
Trump har i forbindelse med indsatsen i Caribien sendt otte krigsskibe og en ubåd til det sydlige Caribien.
/ritzau/AFP