Urolighederne i Brasilien kan nu få direkte konsekvenser for guvernøren i Brasilia, der står til at blive suspenderet fra sin post i 90 dage.

Hårde beskyldninger hænger  i luften.

Ifølge Reuters, der har set et internt dokument, forlanger chefen for den brasilianske højesteret, at guvernøren i Brasilia, Ibaneis Rocha, fjernes fra sin post midlertidigt. Han har i bedste fald sovet i timen under søndagens voldsomme uroligheder, lyder det.

The Guardian citerer en udtalelse fra den brasilianske højesteret:

»Angrebet kan kun være sket med accept eller måske endda direkte involvering af myndigheder.«

Mindst 400 mennesker blev anholdt, da flere tusinde uromagere søndag stormede det brasilianske parlament, landets højesteret og præsidentpaladset. Guvernøren har, ifølge AFP, fyret hovedstadens sikkerhedschef, Anderson Torres, som var den tidligere præsident Jair Bolsonaros justitsminister. Bolsonaro var tidligere søndag selv ude at tage afstand til de voldelige elementer i optøjerne.

Under de voldsomme uroligheder forlangte demonstranterne blandt andet en genoptælling af anden valgrunde i præsidentvalget sidste år, hvor Bolsonaro tabte til venstrefløjens Luiz Inácio Lula da Silva, som nu er præsident.

Præsidenten har været ude at love hævn mod demonstranterne.

»Vi vil finde alle de skyldige. Også de bagmænd, som har finansieret dette, og retsforfølge dem,« siger han.

Alverdens ledere, med den amerikanske præsident, Joe Biden, i spidsen, har reageret skarpt på angrebet i Brasilien.

»Jeg fordømmer angrebet på demokratiet i Brasilien. Dets demokratiske institutioner har min fulde støtte,« siger han.

GRAFIK: Stormløbet i Brasilien - Foto: Ritzau grafik
GRAFIK: Stormløbet i Brasilien - Foto: Ritzau grafik
Vis mere