En kø af lastbiler på 1,5 kilometer holder lige nu og venter ved grænsen i Frøslev. Det oplyser Sydjyllands Politi på Twitter.

Lastbilerne forsøger at komme ud af Danmark og ind i Tyskland.

Køen er opstået som følge af, at de tyske myndigheder mandag morgen lukkede grænsen til Danmark.

Har du billeder af kødannelse ved den dansk/tyske grænse? Så send dem til 1929@bt.dk.

Køen begyndte at opstå ved 15-tiden. Tysk politi stopper og kontrollerer hver eneste lastbil og personbil, der nærmer sig grænsen.

»Køen er opstået, fordi tysk politi er i gang med deres kontrol som følge af den tyske grænselukning. Det har ikke noget med dansk politi at gøre,« siger Helle Lundberg, der er kommunikationsmedarbejder i Syd- og Sønderjyllands Politi.

Tidligere mandag opstod der kø på den tyske side af grænsen, hvor biler og lastbiler blev kontrolleret, inden de skulle ind i Danmark. Køen blev dog hurtigt opløst.

Ifølge Helle Lundberg er det normalt, at der opstår kø ved grænsen om mandagen.