Natten til onsdag er der faldet store mængder nedbør i Hovedstadsområdet.

Så store at politiet og Region Hovedstaden advarer mod vandmængderne - som kan skabe farlige situationer i trafikken.

»En personbil er kørt galt og endte på taget på Amagermotorvejen på grund af aquaplaning,« siger vagtchef ved Københavns Politi, Leif Hansen.

Uheldet skete kort efter klokken 5 onsdag morgen i retning mod Københavns Lufthavn.

Frakørsel 20, København C, er spærret, og der er allerede opstået en del kø. Vejdirekoratet melder om forlænget rejsetid på 10 minutter.

»Ulykken skete i udadgående retning, men det er i retning mod København, at problemerne med aquaplaning er størst. Der er meget vand på vejbanen, og det påvirker trafikken,« siger Leif Hansen.

»Det er et sted, hvor vandet har det med at samle sig, når der er kraftig nedbør,« fortsætter han.

Politiet er på stedet og dirigerer trafikken udenom det sted, hvor de største vandmasser har samlet sig. Derfor er kun et spor åbent i retning mod København og Sjælland.

»Der var fire personer i den forulykkede bil. De kom alle ud af bilen ved egen hjælp og ser ikke ud til at være kommet noget til. For en sikkerheds skyld er de kørt til tjek på hospitalet,« siger vagtchefen.

Også Region Hovedstadens Akutberedskab advarer mod de store mængder vand på vejene i Hovedstadsområdet.

På kort tid har akutberedskabet afsendt ambulancer til to forskellige uheld på motorvejene, skriver de på Twitter.

Både politiet og akutberedskabet opfordrer bilisterne til at køre forsigtigt og efter forholdene.