Man vidste næsten ikke, hvad man skulle sige, da Jonas Vingegaard og Tadej Pogacar kørte side om side.

For med cirka to kilometer til mål smed de to favoritter deres våben, stoppede med at angribe og … smilte til hinanden.

De meget aparte billeder – vi snakker altså her om to mænd, der kæmper om at vinde verdens største cykelløb – vakte stor opsigt, da det også lignede, de to udvekslede nogle ord.

Du kan se episoden i playeren i toppen af artiklen, 15 sekunder inde i videoen.

Foto: CHRISTIAN HARTMANN
Vis mere

Efter etapen satte Jonas Vingegaard ord på den kuriøse episode.

»Vi sagde faktisk ikke noget til hinanden. Han smilte til mig, og jeg smilte tilbage. Det er det.«

Så simpelt, men også så beundringsværdigt, når de to lider under et så massivt pres.

For hvordan kunne den slags ske midt i et kritisk moment, hvor de forsøgte at knuse hinandens drømme om at vinde Touren anno 2022?

»Jeg tror bare, det er respekt. Jeg kan kun tale for mig selv, men jeg har meget respekt for Tadej,« forklarede danskeren.

»Jeg tror også, at det er gældende den anden vej rundt. Selvfølgelig kan han det hele. Pogacar kan alt, han er en af de bedste ryttere gennem tiden. Det er bare det. Jeg har meget respekt for ham. Så jeg tror bare, at det er det, der gør det.«

Jonas Vingegaard fører i skrivende stund Tour de France, hvor han har 2 minutter og 22 sekunder ned til Tadej Pogacar på andenpladsen.