Han er verdens bedste til det ultraspecialiserede job at være leadout-mand for spurtkongerne.

Og mens de feterede sprintere ofte har store armbevægelser og en fyldig karakter, er cykelrytteren Michael Mørkøv mere kendt for sit rolige gemyt.

Nu løfter Quick-Steps danske nøglerytter dog sløret for nogle af de frustrationer – og selvfølgelig også store triumfer – han har gennemgået i sin karriere.

Her bringer B.T. et saftigt kapitel fra cykelrytterens nye bog, 'Min Vej', hvor Michael Mørkøv fortæller om sammenstød og forsoning med den største sprinter af dem alle: Mark Cavendish.

Et nødvendigt opgør

Juni, 2021: Min første tanke er, at det magter jeg simpelthen ikke. Beskeden om, at Mark Cavendish kommer med i Tour de France sætter mig i et dilemma. Efter oplevelserne med ham i Belgien Rundt er jeg blevet godt og grundigt træt af ham.

I løbet af vinteren havde vi ellers haft et helt fint og kollegialt forhold til hinanden. Det havde vi også, da sæsonen kom i gang, men vi havde heller ikke kørt et eneste løb sammen før Belgien Rundt. Da Mark kommer med på afbud i Belgien Rundt, skal vi bo på værelse sammen, og det er mildt sagt ingen succes.

Som personer er vi meget forskellige. Jeg synes, at han er møgirriterende. Det er hans væremåde. Måske er han lidt usikker sammen med mig. Måske er han på en eller anden måde selv nervøs. Jeg ved det ikke, men under hele løbet føler jeg, at vi har et temmeligt akavet forhold til hinanden.

Konstant er han sådan lidt halvprovokerende. Både når vi er på værelset og i løbene. Hans mærkelige jokes handler ofte om min personlighed, og jeg tager dem personligt. Som regel trækker jeg bare på skuldrene af dem, fordi jeg synes, at det er lidt plat, men jeg kan mærke, at han irriterer mig mere og mere.

Da vi kører løbets sidste etape, sidder han selvfølgelig bag mig, som han skal. Jeg er opsat på at køre et godt leadout, men jeg gider ikke rigtigt se ham vinde etapen, for han har gået mig så meget på. Det er virkelig sjældent, at jeg møder nogen, som på den måde ligefrem går mig på nerverne, men jeg har det vanvittigt svært med ham i Belgien.

Vi kører spurten, og Mark vinder helt ekstraordinært. Selvfølgelig er det virkelig fedt, at vi vinder cykelløbet. Men i bilen på vej til lufthavnen efter sidste etape er han helt umulig at høre på. Jeg sidder nærmest bare og tæller minutterne til, at vi ankommer til lufthavnen, så jeg kan komme ud af bilen og væk fra ham.

Da jeg kommer hjem, fortæller jeg Trine (Michael Mørkøvs kone red.) om oplevelsen. Jeg siger, at jeg nærmest ikke kunne holde Mark ud, og at jeg nu forhåbentlig ikke skal se på ham mere. Der går dog kun nogle få dage, så kommer beskeden fra holdet: Sam Bennett bliver ikke klar til Tour de France. I stedet skal Mark Cavendish med.

Det må jeg håndtere, og det står klart for mig, at jeg nu har to muligheder: Jeg kan ringe til holdet og sige, at jeg ikke vil køre, når det bliver med Mark. Det ville være selvmord. Den anden mulighed er at tage det som en mand.

Mark Cavendish (th.) og Michael Mørkøv under Touren sidste år
Mark Cavendish (th.) og Michael Mørkøv under Touren sidste år Foto: Tim De Waele / POOL
Vis mere

Som personer er Mark og jeg nok så forskellige, som man kan være. Han har det iltre temperament. Jeg er hans meget rolige og afbalancerede modsætning. Han er det spontane og umiddelbare, mens jeg er den gennemtænkte person. Følelser over for fornuft, og det skal nok slå lidt gnister, før vi finder hinanden.

Herhjemme taler jeg selvfølgelig med Trine om det. Jeg fortæller hende, at jeg har tænkt mig at tage den direkte med Mark, så snart vi ankommer til Tour-starten i Bretagne, og jeg ser ham første gang.

Jeg ankommer dagen før Mark. Da han når frem til Bretagne, skriver jeg straks til ham og spørger, om han er på sit værelse. Da han bekræfter det, går jeg ind til ham og lægger alle kortene på bordet. Jeg siger til ham, at jeg synes, han har været provokerende. At jeg ikke bryder mig om hans opførsel over for mig.

Det overrasker ham. Han er jo en type, der er lidt provokerende af natur. Han er en stjerne, der aldrig er blevet sat på plads af nogen. Alle har altid bare klappet ham på ryggen. Dem, han har generet eller provokeret, er bare lusket væk. Jeg tror ikke, at nogen rigtigt har sagt noget til ham – han har bare fået lov at opføre sig, som han gjorde.

Min udlægning af oplevelserne i Belgien chokerer ham og gør ham ked af det. Han forsikrer mig om, at det på ingen måde havde været hans mening at være sådan. Han er helt ulykkelig over det. På den baggrund er det også i orden for mig. Jeg lader ham forstå, at hvis han fremover kan behandle mig pænt og talte ordentligt til mig, så kan jeg sagtens lægge det bag mig – og vi kan se fremad.

Jeg slutter af med at sige til ham, at jeg tror på, at vi kan vinde en etape i Tour de France. Det tror han ikke selv rigtigt på endnu, men jeg siger, at jeg bestemt mener, at vi på en af etaperne nok skal lykkes med at køre et godt leadout, som kan give ham en etapesejr. Det får hans øjne til at lyse, for det er en drøm, som i lang tid har virket aldeles urealistisk for ham.

Den dag i dag er jeg overbevist om, at vores lille møde på hans værelse gjorde en ret stor forskel for vores fælles Tour de France. I det øjeblik kom vi på bølgelængde. Vi sikrede, at vi forstod hinanden og arbejdede mod samme mål.

På intet tidspunkt i det Tour de France taler han dårligt om mig eller til mig. Når han er i krise på bjergetaperne og begynder at sidde og råbe, som han jo gør, så er det aldrig af mig. Han havde fanget budskabet, og vi havde fundet hinanden. Mark vandt ikke én etape. Han vandt fire. Og den grønne trøje.

Michael Mørkøv på Tourens femte etape sidste år
Michael Mørkøv på Tourens femte etape sidste år Foto: Philippe LOPEZ
Vis mere

En stor Tour

Efter min konfrontation med Mark Cavendish i dagene op til Tour de France er luften renset, og vi kan fokusere 100 procent på at levere resultater. Jeg har sagt til ham, at jeg tror på, at vi kan vinde en etape. At gøre det vil være fantastisk for Mark.

Han har vundet 30 etaper i Tour de France, men den seneste var i 2016. I 2017 styrtede han og udgik på fjerde etape. I 2018 faldt han for tidsgrænsen på en bjergetape midt i løbet. Og så har han ikke kørt Touren siden.

Det er fantastisk at vende tilbage til Touren. Tour de France er større end alt andet. Fjerde etape byder på 150 kilometer fra Redon til Fougères. Her ser vi en mulighed for massespurt. Mark har tidligere vundet en af sine 30 etapesejre netop her, så han kender opløbet.

Min umiddelbare tro på ham er dog lidt begrænset. Vejen går opad de sidste par hundrede meter, og mit billede af Cavendish er, at hvis vi skal have ham til at vinde, skal det være med et rigtigt godt leadout og med ret høj fart. Som jeg ser det, er Marks største force som sprinter hans aerodynamik i den høje fart.

Han ligger meget hen over styret og fylder ikke ret meget sammenlignet med de andre sprintere. Men selvfølgelig prøver vi på de etaper, vi kan. Positionskampen er voldsom på de sidste kilometer. Så voldsom, at Ballerini, som sidder foran mig, får klippet nærmest halvdelen af egerne ud af sit forhjul med omtrent fire kilometer til mål. Han undgår at vælte, men kan selvfølgelig ikke køre videre.

Det efterlader mig alene med Mark. Vi kommer igennem et par sving, hvor Mark taber mit hjul. Vi ryger lidt ned gennem feltet og er i en temmelig dårlig position med kun to kilometer til mål. Det ser så skidt ud for os, at man godt kan tillade sig at slå op i banen og konstatere, at vi ikke kommer til at spille en rolle på etapen. Men min fornemste rolle er nu engang at få kørt Mark i en position, hvor han kan vinde fra.

Det kan godt være, at jeg ikke kan åbne spurten for ham, men så er min rolle at få placeret ham på en måde, hvor han selv kan gøre det færdigt. Hvis jeg sidder her med to kilometer til mål og tænker, at jeg ikke kan køre os frem, fordi jeg også skal gemme kræfter til at kunne åbne spurten for ham, så nytter det ikke noget.

Hvis vi sidder i position 85 med 500 meter til mål, hjælper det ikke noget, at jeg har kræfter til at åbne spurten. Så når jeg nu er uden holdkammerater til at hjælpe os, er min eneste opgave at få Mark frem i feltet. Op til dem, der kører om etapesejren. Det er en hårfin balance. Farten er tårnhøj på de sidste kilometer. Det vil være et selvmål, hvis man sætter sig ud på siden af feltet og bare spurter frem.

De færreste ryttere kan klare mere end at køre 20-30 pladser frem på den måde. Derfor kræver det snilde og forståelse af feltet. Da jeg endelig får Mark på hjul med to kilometer til mål, vurderer jeg situationen. Vi er på vej ned ad bakke. Det vil sige, at jeg skal yde vanvittigt meget ude på siden af feltet, hvis jeg skal køre hurtigere end feltet.

Jeg vil komme til at bruge alt for mange kræfter på den manøvre, i forhold til hvor mange positioner vi vil kunne vinde. Så selv om vi er så tæt på mål, bliver jeg nødt til at forholde mig roligt og acceptere den her umiddelbart meget svære situation, vi sidder i. Jeg må satse og krydse fingre for, at der kommer et moment, hvor vi kan køre frem og mere eller mindre snuppe hele feltet i ét hug. For vi er ved at løbe tør for tid ned mod målstregen.

Jeg ved på forhånd, at vejen drejer svagt til højre på nedkørslen eller straks efter nedkørslen. Derfor har jeg en klar fornemmelse af, at hvis vi bliver på venstre side af feltet, vil feltet normalvis trække ind og tage den korteste vej rundt i kurven, og så vil der komme en åbning i venstre side. Jeg sidder klar med Mark og gør signal til ham om, at så snart det er muligt, skal vi køre frem. Han er med på den – han ved godt, hvad der skal ske.

Vi sidder klar og venter tålmodigt med to, måske snart kun halvanden, kilometer til mål. Da vi kommer ned i bunden af den lille nedkørsel, kan jeg mærke, at nu er momentet der til at køre frem. Uden en alt for stor acceleration glider jeg uden om de første ryttere fra midten af feltet. Vi har samtidig det held, at farten stagnerer en smule foran, og som jeg har forventet, trækker feltet samtidig en smule til højre. Det vil sige, at vejen er helt åben i venstre side, og feltet taber fart, mens vi kommer med stor fart bagfra.

I løbet af ganske få hundrede meter sidder vi i front. Vi er faktisk blandt de første, der kører ind under kilometerporten. Det går nemmere, end jeg har turdet håbe på. Det kunne lige så godt have udviklet sig til en lang kamp, som vi måske aldrig var lykkedes med. Men vi får det næsten foræret, da vi flyver forbi hele feltet på de sidste kilometer.

Nu sidder jeg i front, og så er der pludselig langt til mål. Men som så mange gange før, ikke mindst ved Elia Vivianis etapesejr i Touren i 2019, dukker vores verdensmester Julian Alaphilippe op på siden af mig. Helt ud af det blå. Han er en fantastisk kammerat, og han er holdets mand, når det kræves af ham. Han er virkelig en mand, der går ind for fællesskab, og der er aldrig diskussion om, hvem der skal føre, eller hvorvidt han skal føre.

Han trækker hellere end gerne i arbejdstøjet, og det gør han også her. Han er den hjælpende hånd, som jeg har brug for lige der, og han kører os ind til de sidste kurver, hvor jeg tager føringen igen. Her ved jeg godt, at jeg ikke kommer til at åbne spurten for Mark denne gang, så min fornemste opgave er nu at få afleveret ham på det helt rigtige sted, hvorfra han kan vinde.

Trek-Segafredo har et par stærke folk i Jasper Stuyven og Mads Pedersen, som jeg før har benyttet mig af. Jeg finder igen de to og afleverer Mark på Mads’ hjul. Og så slår jeg væk. I det øjeblik forestiller jeg mig stadig ikke i min vildeste fantasi, at Mark vil vinde denne etape – men hvis han nu kan køre i top fem, vil det også være flot.

Da jeg krydser målstregen, kan jeg høre, at der bliver råbt 'Cavendish, Cavendish'. Efter målstregen møder jeg ham. Han står stortudende og kan næsten ikke fatte, at han er etapevinder igen. Der er gået fem år, siden han sidst vandt en etape i verdens største cykelløb. Og tre år siden han overhovedet var med i løbet og faldt for tidsgrænsen på en bjergetape.

Mark Cavendish (th.) joker med et par konkurrenter under sidste års Tour de France
Mark Cavendish (th.) joker med et par konkurrenter under sidste års Tour de France Foto: Anne-Christine POUJOULAT
Vis mere

Nu følger endnu en uforglemmelig etape for os. Den 13. etape, som skal komme til at give Mark Cavendish en markant plads i historiebøgerne, og som sætter en tyk streg under mine evner og min karriere. Med 220 kilometer fra Nîmes til Carcasonne er det en af løbets længste etaper. I løbsmanualen kan man se, at vi kun møder én kategoriseret stigning undervejs, men det er en underdrivelse. Vi møder flere ganske skrappe stigninger på den første del af etapen. Med i regnestykket skal også, at dagen byder på masser af vind og massiv varme i Sydfrankrig. Ingen nem dag overhovedet.

Det er ikke normalt, at en sprinter vinder i Carcassonne. Seneste etapevinder i Carcassonne er faktisk Magnus Cort, som i 2018 vandt fra et udbrud. På taktikmødet før etapen har vi gjort os klart, at det er for lang en etape at kontrollere, så hvis et stort udbrud kommer af sted, vil vi lade det køre. Vi sætter grænsen ved fem ryttere.

På dette tidspunkt er vi mest fokuserede på at holde den grønne trøje hele vejen til Paris. Derfor er det først og fremmest Sonny Colbrelli og Michael Matthews, vi skal bruge kræfter på. Vi er bekymrede for, om de to skal snige sig med i et udbrud og score en masse point. Hvis det mest er op til os at kontrollere udbruddet, vil vi lade det køre væk. Sådan er det jo tit – at det er op til os at kontrollere et udbrud, og mange gange får vi ikke særligt meget hjælp til det.

Derfor bliver vi nogle gange nødt til bare at lade dem køre. Farten er vanvittigt høj fra start. Masser af rytterne rykker i højre og venstre side af vejen de første 50-60 kilometer, og det ender med, at kun tre ryttere kommer af sted. Det skyldes ganske enkelt, at alle dem, som gerne vil i udbrud, ikke kan finde ud af, hvem der skal køre, så de bliver ved at lukke hinanden ned.

Udbruddet får fripas, da der kun er tre ryttere. De får et forspring, men ikke ret stort. Til trods for at vi fra start har besluttet, at vi ikke for alt i verden vil køre efter etapen, så vælger vi alligevel at slå os sammen med Alpecin-Fenix i håbet om at komme hjem til en massespurt. Vores traktor, fantastiske Tim Declercq, er en af mine absolutte favoritholdkammerater all-time. Han er bundsolid, og for mig som leadout-mand og sprinter er han førstevalget at have på holdkortet. Han kan ene mand kontrollere de her udbrud og sørge for, at vi kan komme ind og køre en spurt.

Umiddelbart kan det godt se simpelt ud, at der sidder en og fører for at få hentet et udbrud, men Tim er ubestridt den bedste i verden til at holde sådan et udbrud i skak. Han er ikke god til særlig meget andet. Jeg tror ikke, at han har en eneste sejr som professionel cykelrytter. Han ejer ikke en spurt. Han er ikke videre fantastisk opad. Han kan ikke køre enkeltstart. Men han er simpelthen så solid og har gjort det til sin metier at kontrollere de her udbrud.

Han kender de ryttere, som kommer af sted, og så er han også god til at få aftaler i stand med de ryttere, han sidder og fører sammen med fra andre hold. Gang på gang har jeg set, at han fører sammen med tre eller måske endda nogle gange fire mand. Samtidig er han en fantastisk fyr, som altid har noget på hjerte. Han er altid spændende i en diskussion ved aftensbordet – om det så er cykelløb, fodbold eller politik, så har han altid en holdning. Han er en rigtigt god kammerat og fantastisk at være på hold med.

Her på 13. etape bliver han sat op for at føre sammen med min tidligere holdkammerat Peter Vakoc fra Alpecin-Fenix. Det er endnu en megavarm dag i Frankrig. Vi henter vanvittigt meget vand, men man har en fornemmelse af, at ligegyldigt hvor meget man drikker, så er man hele tiden lige på grænsen til at dehydrere.

Tim Declercq
Tim Declercq Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT
Vis mere

Vi har soigneurs rundt omkring på ruten, som står klar med både isposer og vand. Vi kan selvfølgelig også få is og vand fra bilen, og det har vi meget fokus på. Når det er så varmt, er man nærmest ligeglad med, om det, man drikker, ryger i munden eller ud over ansigtet. Isposerne ryger med det samme om i
nakken for bare at køle os en smule ned. Fra sportsdirektøren bliver vi hele tiden mindet om, at vi skal huske at spise, for det er ikke lige det, man har lyst til i sådan en varme.

Tim og Peter Vakoc fører og fører og fører. Med 60 kilometer til mål føler vi os rimeligt sikre på, at vi nok skal få en massespurt, men så angriber Philippe Gilbert pludselig ud af det blå. Han er kendt for den slags signatur-angreb. Sådan et, hvor man tænker: 'Hvad fanden skal det til for?' Men man må også bare sige, at han er garant for at skabe cykelløb og altid prøve noget, der kan være uforudsigeligt. Den slags angreb er gode for løbet, men irriterende for os, der tror, at vi har kontrol over etapen.

På dette tidspunkt har vi tankerne rettet mod, hvad der skal ske cirka 60 kilometer senere. Tim og Peter Vakoc, som har ført hele dagen, sejler ned gennem feltet – forståeligt nok, for når der kommer den mindste fartforøgelse, har de brugt så mange kræfter, at de ikke kan klare sådan et temposkift. Ganske få kilometer senere rammer vi en nedkørsel. Det ved vi godt, så vi har sat os langt frem.

Kort før vi rammer nedkørslen, får vi over radioen besked om, at vi skal passe på, fordi der ligger løst grus i et sving. Der er vi ekstra opmærksomme, men pludselig rammer vi altså det her sving. Jeg sidder vel som nummer 20 i feltet og kan mærke følelsen af sand eller grus under mine dæk. Vi kører måske med 70 kilometer i timen, og jeg tænker, at det her kommer til at gå galt et eller andet sted i feltet. Man skal ikke dreje særligt meget eller røre bremsen meget på sådan et løst underlag, før man vælter.

Der sker selvfølgelig et kæmpe styrt. Det er meget dramatisk og nok noget, de fleste, der ser det på tv, vil huske længe. Mange ryttere kører af vejen og ryger ned ad en skråning, hvorfra de bliver trukket op af personale. Desværre rammer styrtet også Tim Declercq. Han har lige ført 120-130 kilometer og er lige præcis kommet ned gennem feltet for kort tid siden, og så styrter han ganske voldsomt. Han slår hovedet ind i en pæl i vejsiden og får hjernerystelse. Man sidder med en dårlig fornemmelse i kroppen. Nu har han siddet forrest så længe, og så snart han ligger nede bagved, går det galt. Det er ikke rart.

Foran i feltet følger vi med i, hvad der sker, og får lukket ned for alle angreb, så vi kan få den massespurt, vi ønsker os. Endnu en gang lykkes det os at få sat spurten op helt efter bogen. Mattia Cattaneo holder os fremme. I hele dette Tour de France er det ham, der sørger for, at vi sidder rigtigt til de sidste kilometer, og det går også flot her. På dette tidspunkt i løbet er flere sprintere udgået, mens andre har mistet hjælperyttere. Det betyder, at når vi sidder så talstærkt med Dries Devenyns, Kasper Asgreen, Davide Ballerini, mig og Mark, så er der også mange af de andre hold, der lader os få pladsen og falder ind bag os og venter på, hvad vi gør.

Kasper fører os under kilometerporten, og vi kommer ind i opløbssvinget. Jeg har på forhånd konstateret, at der er rimeligt langt hjem fra opløbssvinget. I hvert fald 600 meter. Vi kommer rundt i venstresvinget i inderbanen. Ballerini kører inden om Kasper lige inden svinget med mig på hjul og med Cavendish bagved. Jeg ved, at jeg har en meget fin balance at arbejde med.

20 kilometer før mål er Cavendish kommet op til mig og har sagt, at han er fuldstændig stegt, og at han ikke mener, han vil kunne spurte. Han har intet tilbage at give af, det er varmt, og han er stadig træt fra bjergene. Han tror simpelthen ikke på det. 'Kom nu, Mark. Tro på det. Sørg for at holde mit hjul. Jeg sørger for at få kørt dig rigtigt frem, og så gør vi det bedste, vi kan,' siger jeg til ham og får ham overtalt til at give det et forsøg.

'Fint nok,' siger han alligevel. 'Men du skal køre den kort, for jeg er helt færdig.' Da vi kommer ind til spurten, sidder jeg med den viden om, at han ikke har benene, så jeg skal virkelig passe på med, hvad jeg udsætter ham for, og hvordan jeg leverer ham. Det er noget helt andet, når jeg har en sprinter, som fortæller mig, at han er flyvende og har diamanter i benene. Så skal jeg nærmest bare sørge for, at der er fri bane på det rigtige tidspunkt, så skal han nok vinde.

Nu kommer jeg altså ind til den her spurt og ved, at det hele skal balanceres, times og leveres helt perfekt. Vi kommer rundt i opløbssvinget på hjul af Ballerini. DSM kommer op på siden af os rundt i svinget, og i det hele taget kommer hele presset fra feltet nu, da vi går rundt i svinget. Det betyder, at gashåndtaget lige bliver drejet endnu en gang.

På vej ud ad venstresvinget tager fanden ved Ballerini. Mens Cavendish og jeg stadig er på vej rundt i svinget, rejser han sig fra front og spurter alt, hvad han kan. Jeg tænker med det samme, at det her går ikke. Der er ganske enkelt for langt til mål, og hvis jeg følger med på den der, slagter jeg Cavendish fuldstændig, så han ikke har noget som helst at spurte med fremme ved målstregen.

Ballerini ligger selvfølgelig allerforrest på det tidspunkt, og jeg vælger lynhurtigt at slippe hans hjul og gør op med mig selv, at jeg må improvisere derfra. Jeg er ikke sikker på, at Ballerini nogensinde opdager, at han får et hul, for han spurter bare fra svinget, og så langt han kan. Jeg lader ham køre, og der kommer i stedet en leadout-mand fra DSM, som går i panik og går efter Ballerini. Det skal han selvfølgelig også, for ellers var Ballerini måske kørt hjem og havde vundet.

Den her leadout-mand fra DSM kommer ind lige foran mig, hvilket er helt perfekt, for så kan jeg ligge lidt i hans slipstrøm. Rundt i en blød kurve på min yderside kommer Movistars Ivan Garcia Cortina, som indleder en temmelig lang spurt for netop at nå Ballerini. Cortina får på den måde nærmest kørt leadout for mig, da jeg går ud i hans slipstrøm. Lige dér kan jeg mærke, at det her indløb til spurten har vi ramt helt perfekt.

Jeg kommer nemt ind i slipstrømmen på Cortina, og han får trukket mig op i fart. Cavendish er på mit hjul, så jeg spurter med Cortina, men lader ham få et par meter, så jeg har mulighed for at accelerere i hans slipstrøm, hvis der skulle komme nogen bagfra. Cortina fanger Ballerini, og vi kører forbi ham. Vi mangler omkring 250 meter, da jeg kan mærke, at her kan jeg sagtens begynde at køre den hjem. Derfor accelererer jeg og kører op og forbi Cortina.

Jeg kommer tættere og tættere på målstregen, og med 50 meter til målstregen ligger jeg forrest. Det er en syret fornemmelse at kunne spytte over til målstregen på en etape i Tour de France. Det er en drengedrøm for enhver at kunne vinde en etape i Touren, men det er ikke mit mål den dag. Alligevel er det så tæt på. Jeg har kørt en siddende spurt forbi Cortina, og jeg venter på, at Cavendish skal gå forbi mig. Jeg orienterer mig om hans fart og ser, at han når forbi. Så snart han er forbi mig, kaster jeg cyklen frem for få andenpladsen og på den måde sikre, at der er større afstand i point mellem Cavendish

Efter 13. etape har Cavendish sikret sig et forspring på 101 point i kampen om den grønne trøje. Det betyder, at vi ikke behøver sætte alt på et bræt for at forsvare på de efterfølgende svære etaper. På flere af etaperne ligger den indlagte spurt efter en bakke. Sonny Colbrelli og Michael Matthews har bedre forudsætninger end Cavendish for at sidde med på de etaper, men med så stort et forspring har vi lidt at give af. Så betyder det mindre, hvis et udbrud kører væk på et kritisk tidspunkt og tager nogle point. På den baggrund er både Marks sejr og min andenplads utroligt vigtige.

Mark Cavendish (tv. i denne grønne trøje)
Mark Cavendish (tv. i denne grønne trøje) Foto: PHILIPPE LOPEZ
Vis mere

Ikke på noget tidspunkt har jeg været skuffet over, at jeg ikke vandt den etape. Det lyder måske utroligt, men jeg bliver ikke belønnet og anerkendt for at vinde etaper. Mit job er at levere Cavendish til den sejr. Så kan man sige, at havde det været en hvilken som helst anden etapesejr i Tour de France, kunne det være, at han havde valgt at blive bagved og lade mig vinde.

Jeg er ikke i tvivl om, at lige præcis Mark ville være stor nok til at gøre det. Han havde hellere end gerne set mig vinde med tanke på de andre etaper, jeg havde hjulpet ham til.

Da vi mødes på hotellet efter etapen, kommer han grædende hen til mig: 'Jeg var lige ved at give dig den. Jeg var så meget i tvivl, om jeg skulle give dig etapen.' 'Det skulle du ikke. Det var her, du kom op på siden af Eddy Merckx. Det var her, du nåede flest etapesejre i Tour de France. Så selvfølgelig skulle du vinde den her,' svarede jeg.

Man skal også huske, at vi hver eneste dag ligger og spurter for den grønne trøje. I samtlige bonusspurter og på målstregen spurter jeg med for at gå imellem Cavendish og konkurrenterne for at skabe større mellemrum mellem ham og de andre til den grønne trøje. Derfor giver det jo ingen mening, hvis jeg pludselig skulle tage point væk fra ham, bare fordi jeg også har fortjent at vinde en etape i Tour de France.

Michael Mørkøv
Michael Mørkøv Foto: BRENTON EDWARDS
Vis mere

Den aften går jeg i seng med følelsen af, at det ikke kunne have været bedre. Jeg kan ikke finde nogen skuffelse i, at jeg ikke vandt den etape, og det kommer jeg heller aldrig til. For det flotteste og ypperste, jeg kunne gøre, var at levere Mark til etapesejren og en udbygning af forspringet i den grønne trøje. Og så i øvrigt selv tage andenpladsen. Han kunne ikke være blevet afleveret bedre. Den var serveret på et sølvfad. Derfor var dagen perfekt.

Hvis man kun går op i titler og medaljer, så er det måske lidt svært at forstå, men det er i virkeligheden et af de resultater i min karriere, jeg er allermest stolt af. Jeg kommer nok heller aldrig igen så tæt på at vinde en etape i Tour de France, men det er også i orden. Den dag får sat en stor fed streg under min loyalitet som cykelrytter. Ingen som helst i cykelsporten kan stille spørgsmål til min loyalitet efter den etape.

Da jeg går i seng den aften i Carcassonne, ændrer det intet for mig, om der står på hjemmesiden Procyclingstats, at jeg har vundet den etape eller ej. Jeg går i seng med fornemmelsen af, at VI har vundet etapen.

Oveni er jeg blevet rost til skyerne af gud og hvermand for den indsats, jeg har leveret. I sidste ende handler det hele om, hvilken følelse man sidder med inden i sig selv.