Mads Pedersen blev klemt inde i spurten, da Fabio Jakobsen viste sig stærkest i massespurten ved EM.

Mads Pedersen drømte om EM-guld i linjeløbet i München, men blandt andet grundet en rytter, som slog farligt ud foran ham og leadoutman Michael Mørkøv, fik han aldrig placeret sig ordentligt i massespurten.

I den var forhåndsfavoritten Fabio Jakobsen klart hurtigst og var en halv cykellængde foran sølvvinder Arnaud Demare fra Frankrig. Belgieren Tim Merlier fik bronze.

Eksverdensmester Mads Pedersen sluttede som nummer ti og var langt fra drømmen om at kunne føje EM-titlen til sin meritliste.

»Vi ville gerne have været længere fremme, men det var meget hektisk. Vi prøvede at komme længere frem, men det mislykkedes,« sagde leadoutman Michael Mørkøv efter løbet til DR.

Lukas Pöstlberger og Silvan Dillier kom alene væk allerede fra løbets start. Et par forsøg på at slutte sig til udbruddet mislykkedes, og så var løbet sat.

Med kun to mand ude var det relativt let for de øvrige nationer at kontrollere dem fra feltet. Forspringet nåede omkring fire minutter på sit højeste.

Selv om der blev kørt hurtigt, var det med seerbrillerne på et kedeligt løb.

De to udbrydere var hurtigt kommet så langt væk, at det var uaktuelt at forsøge at nå op til dem, og samtidig var de to uden chance for at holde hjem.

Den bagende sydtyske varme spillede helt sikkert også ind, i forhold til hvor meget rytterne turde at satse.

Med omkring 30 kilometer til mål vel inde på rundstrækningen i München, hvor EM skulle afgøres over fem omgange af små 13 kilometer, var Dillier og Pöstlberger allerede hentet, selv om en reel jagt egentlig ikke havde fundet sted.

Da klokken ringede til den sidste omgang, sad nationerne grupperet i et stort felt. Alle ventede på, hvem der turde at spille ud.

Franskmændene satte tempoet i front og forsøgte at holde sammen på feltet. Et efter et sad de nationale sprintertog på lur, og ingen havde lyst til at udfordre udsigterne til en massespurt.

Mens Tyskland, Italien, Holland og Frankrig førte an i positionskampen, holdt danskerne sig anonyme længere tilbage.

Den schweiziske tempospecialist Stefan Bisseger forsøgte at drille sprinterne med et angreb tre kilometer fra mål, men han blev hentet. Det skulle afgøres i samlet flok, og her var Jakobsen suverænt hurtigst.

/ritzau/