Facebook har en indbakke, som kun kan findes, hvis du ved at den er der. Sådan får du adgang.

Der er gode chancer for, at din Facebook-konto er fyldt med beskeder, som du aldrig har modtaget. Facebook er nemlig udstyret med et filter, der skal sørge for, at du ikke bliver forstyrret af uønskede beskeder i tide og utide. Men engang imellem napper filteret også beskeder, du gerne vil læse. En kollega på redaktionen var for eksempel ude for, at en freelance-opgave var havnet i "den hemmelige indbakke" - og den blev først fundet flere måneder senere.

Hvis en person, som du ikke har forbindelse til på Facebook, sender dig en besked, modtager du en beskedanmodning. I hvert fald hvis Facebook tror, at du kender personen. Alternativt havner beskeden i al ubemærkethed i en bunke, som du ikke ser med mindre du gør som i guiden nedenfor. Find en mere udførlig guide med billeder hos iNPUT.

Sådan gør du:

1. Åben for din Messenger-app og tryk på "Indstillinger" i nederste højre hjørne (eller øverst, hvis du er på en Android-mobil).

2.  Tryk på "Personer".

3.  Klik på "Beskedanmodninger".

4.  Klik på "Se filtrerede anmodninger".

5.  Voila. Hvis du har skjulte beskeder, ses de her. God jagt.