En østrigsk virksomhed har teknologien klar til at digitalisere det måske vigtigste dokument, borgerne ejer: Deres pas.

Glemmer du dit pas i den nye paskontrol mellem Danmark og Sverige, kan du ikke rejse over Øresund.

Men snart er der hjælp at hente for de glemsomme pendlere. Det rødbedefarvede id-papir kan nemlig snart være på vej til at blive digitaliseret, idet den østrigske virksomhed Oesterreichische Staatsdruckerei Holding AG (OeSD) er klar til at lancere det digitale pas til smartphone.

Det skriver Bloomberg Business.

»Alt rykker over på smartphones nu. Men der et et problem: det lader til, at ingen endnu har tænkt tanken om at introducere personlige identifikationspapirer på telefonen,« siger Lukas Praml, administrerende direktør i OeSD.

Klar i 2017

Men det vil selskabet, som i over 200 år har lavet østrigste pas, altså nu lave om på.

Virksomheden har efter sigende udviklet en app, som kan erstatte fysiske id-papirer. Teknologien bag app'en er allerede nu på plads, og virksomheden forventer at kunne rulle de digitale pas ud i løbet af 2017.

»My Identity App« bliver navnet på den nye app, som forudsætter, at der bliver oprettet et digitalt, centralt register for borgernes data. Denne personlige data bliver dog ikke gemt på brugernes smartphones, idet dataen »svæver« rundt i skyen.

Og ifølge Lukas Praml er brugernes følsomme data i sikre hænder hos OeSD.

»Sikkerheden er helt central for os, samtidig med at app'en naturligvis også skal være nem at bruge,« siger direktøren.

For specifikt til Google og Apple

Den hastige udvikling inden for digital teknologi danner grundlaget for ideen om det digitale pas. Ifølge Lukas Praml er myndighederne en smule gammeldags i deres tankegang, hvorfor det offentlige system endnu ikke har fulgt med i udviklingen.

»Regeringer verden over burde virkelige tænke over, om deres online-tjenester stadig er relevante den dag i dag,« siger han.

Med smartphone-passet rammer OeSD ifølge Peter Parycek, teknologiprofessor på det østrigske Donau-Universitaet, en niche på markedet, som er et »for smalt« område for store virksomheder som Google og Apple.

Regeringen i Østrig er interesserede i at implementere den nye applikation for borgerne i landet. Men der går noget tid, før de er helt klar til at omfavne det, forklarer Karl-Heinz Grundboeck, en talsmand for det østrigske statsministerium.

»Forslaget er bestemt interessant og noget, vi skal diskutere. Men det er ikke noget, vi kommer til at se i funktion i næste måned,« lyder dommen.