Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Der er nye toner i Dansk Svømmeunion.

Tidligere har Jeanette Ottesen fortalt, at forbundet uden forudgående samtale med hende cuttede støtten, da hun blev gravid, men under den nye ledelse bliver der anlagt en anden – måske mere blød – tilgang, når svømmerne kommer med private anliggender, der kommer til at influere på deres karriere.

I april kom det således frem, at Pernille Blume ville misse sit første VM siden debuten i 2011, og efter fem VM-mesterskaber og to OL-deltagelser – samt en hård omgang Vild med Dans – stod det klart, at krop og sjæl måtte have pause.

Det afbræk har Dansk Svømmeunion givet hende, for de tror ikke, at det ville give mening at presse på for at klemme et VM-resultat ud af Blume uden batteriet i. Derfor står de bag hende – både økonomisk og i overført betydning – mens hun gennem den næste måned dyrker yoga på Bali.

Foto: Attila KISBENEDEK
Vis mere

»Når atleterne kommer, så lytter vi og prøver at forstå, hvor de er henne. Det har vi også gjort her,« lyder det fra sportschef Lars Robl, der kom til jobbet i efteråret 2021 efter hans tid i  Dansk Kano og Kajak Forbund.

Han har prøvet en lignende situation med roeren Emma Aastrand, hvor 'hun ikke var der'. Her gjorde de også en indsats for at imødekomme OL-medaljevinderen fra 2016 og 2021, og det gav pote. Sportschefen Lars Robl er desuden tidligere næstkommanderende i Jægerkorpset og psykolog hos blandt andre FC Midtjylland og Astralis, og han kan også sagtens forstå Blume.

»Hendes mål er OL i Paris, og vores opgave er jo også at gøre dem langtidsholdbare. De er hele mennesker og ikke kun kroppe eller maskiner. Jeg kommer fra Jægerkorpset, og jeg ved, at når man har været indsat i operationer i lang tid, så skal man altså også trækkes ud. For man bliver kamptræt.«

»Pernille skal jo ikke præstere til EM eller VM – jo, hvis hun var der. Det primære mål er OL.«

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Er I stadig støttegivende i den periode, hvor Pernille Blume trækker stikket?

»Ork, ja. Hun trækker sig lige ud af kampen ved de her to stævner, men hun svømmer jo stadig. Vi har valgt at trække hende ud, for ellers ville hun jo skulle toppe. Vi er med hele vejen.«

Er der ekstra privilegier ved at være en stor stjerne, eller ville en af de yderste i støttekonceptet kunne få den samme behandling?

»Man opbygger nogle privilegier, men udgangspunktet er – og det er vigtigt, du får det med – at vi behandler alle atleter ens.«

Foto: ODD ANDERSEN
Vis mere

Det er før din tid, men det virker ikke til at være helt samme tilgang som dengang med Jeanette Ottesen, hvor man ikke fik talt sammen, som I har gjort med Pernille Blume. Er det et retningskift?

»Det er svært at sige, hvad der er nyt, men det er min filosofi. Det er det, jeg står for. Måske er det, fordi jeg selv kommer fra et militært miljø med nogle andre konsekvenser, eller at jeg er psykolog,« siger han og understreger, at det er vigtigt, at atleten er i centrum hele vejen igennem.

»Jeg ved godt, hvordan det har været før. Der har lidt været en hård linje – jeg anlægger måske en lidt anden. Selvfølgelig er der krav, men vi skal tænke langsigtet og udvikle med et langsigtet perspektiv. Det gælder uanset, hvor i hierarkiet man er.«

Der er løbende dialog mellem landstræner Stefan Hansen og stjernesvømmeren, men der er ikke en bestemt deadline for hendes tilbagevenden til konkurrencerne.

»Det tager vi henad vejen. Men Pernille er selv sulten.«

Andre læser også